Tjek rapsen for lys bladplet nu

Tidlig behandling er afgørende for at få god effekt. Lige nu ses også mange frostskader på rapsbladene, der ikke er svampe.

Sidste år var der udbredte angreb af lys bladplet i raps i mange områder. Der er en vis sammenhæng mellem angreb det ene år og det følgende år, så al raps bør tjekkes løbende for angreb af lys bladplet, anbefaler landskonsulent Ghita C. Nielsen fra Seges.

»Der er fundet lys bladplet i de første rapsmarker rundt om i landet. Planterne kan godt være smittede, uden at synlige symptomer endnu kan ses. Derfor bør markerne tjekkes ugentligt. En effektiv bekæmpelse kræver, at der sprøjtes ved svage angreb,« siger hun.

Lige nu ses mange bladpletter i rapsen pga. frost-svidninger, der kan forveksles med svampe. Der er også lidt pletter pga. skulpesvamp og rodhalsråd, men det tillægger landskonsulenten ingen betydning.

Tidlig bekæmpelse

I England er lys bladplet den vigtigste svampesygdom i raps. Her er sammenhængen mellem pct. angreb i forårets strækningsfase og udbyttetab: pct. tab = 0,33 x pct. angrebne planter. Det giver et udbyttetab på 3,3 pct. ved 10 pct. angreb (~ 1,5 hkg ved 45 hkg/ha).

Tidligt forår kan man bruge Prosaro, Folicur Xpert og Folicur EW. 0,5 liter Prosaro plus udbringning koster 0,9 hkg pr. ha ved en rapspris på 280 kr. pr. hkg.

Forskel på rapssorter

Alle de dyrkede sorters modtagelighed kendes ikke. Se boksen med data fra UK. Jo mindre modtagelig sorten er, jo langsommere udvikler lys bladplet sig, oplyser Ghita C. Nielsen.

Faktaboks

Forskel på sorter

  • Rapssorters modtagelighed (1-9 skala, 9: bedste resistens) 
  • 5: Einstein, Fencer, Quartz.
  • 6: DK Exentiel, DK Exception, DK Explicit, Mentor, Arazzo, Hasting, V316OL.
  • 7: Wembley, DK Exalte.

Kilde:Data fra engelske AHDB.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.