Sprøjteflyet er næsten udryddet i Europa

I Europa er der næsten ikke flere marker, der sprøjtes med fly.

En lørdag i maj i 2013 sad folk og nød deres frokost på en restaurant på San Gallo a Farra di Soligo i Norditalien, da et sprøjtefly fløj over dem.

Det skulle sprøjte vinmarkerne, der er klods op af restauranten, men også restaurantgæsterne - heriblandt udenlandske turister - blev ramt.

Episoden blev beskrevet af en italiensk EU-parlamentariker, som klagede til EU-Kommissionen. Også børn, der legede på en legeplads, blev udsat for pesticiderne.

Siden da er sprøjtefly blevet et  mere og mere sjældent syn i Europa. Det fremgår af en ny rapport fra EU-Kommissionen, som har kigget nærmere på, hvordan det går med EU-landenes pesticidforbrug.

Over hele Europa blev det for fem år siden forbudt at bruge sprøjtefly, fordi det er svært at kontrollere, hvor pesticiderne lander. Landene kan dog give undtagelser, hvis der er klare fordele for menneskers sundhed og miljøet - og der intet muligt alternativ er.

I sagen fra Norditalien var parlamentarikeren, den liberale Andrea Zanoni, en uge efter uheldet ude at kigge på restauranten - der er tilsyneladende tale om denne (link til Google Maps) - og markerne. Der kunne sagtens have kørt en traktor, konkluderede han.

En anden klage indløb fra franske EU-parlamentarikere i 2014. Politikerne, der var medlem af den grønne gruppe, som undrede sig over, at majsen i tre måneder kunne sprøjtes med fly, vinmarker i fire måneder og bananer året rundt. Så brede undtagelser kunne næppe være i overensstemmelse med EU-direktivet, mente de.

Siden da er omfanget af undtagelser da også mindsket voldsomt, fremgår det af rapporten.

"Området der sprøjtes er lavt, er faldende og er effektivt kontrolleret", skriver EU-Kommissionen.

I 2015 stod to lande for næsten 95 procent af brugen. Spanien sprøjtede 339.000 hektar med fly, hvilket svarede til 0,7 procent af landbrugsarealet. Ungarn sprøjtede 88.000 hektar, svarende til 0,9 procent.

I lande som Tyskland og Polen er brugen af sprøjtefly næsten udryddet fra 2012 frem mod 2015.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.