Samson op i den store liga: Slangebom på 36 meter

Samson er ved at lægge sidste hånd på tre prototyper af slangebomme på hele 36 meter, der i 2016 skal køre test i Danmark.

Med en helt nyudviklet bom rykker Samson Agro nu op i den helt store liga.

Arbejdsbredden er på 36 meter, og konstruktionen adskiller sig væsentligt fra andre bomme på markedet, oplyser Samson.

Bommen er meget kompakt i transportstilling, da alle gylleslangerne er pakket sammen indvendigt i bommen.

Bommen vil altid kun ligge i to lag ved vejtransport og kommer dermed aldrig over 3,3 meter i bredden ved transport. Det gælder også på de helt store gyllevogne med en tankdiameter på 2,2 meter. Ligeledes holder bommen sig under fire meter i højden.

Får fire fordelere

Den nye slangebom får fire fordelere. Det reducerer længden på gylleslangerne og giver endvidere mulighed for at afblænde i fire sektioner, når man kører på marker med kiler.

De tre prototyper er også udstyret med en ny type drypstop, men kan også fås uden, oplyser Samson.

Som noget lidt unikt er de to store sidefløje hængslet i bunden og holdes af en stor cylinder i toppen. Det gør bommen i stand til at regulere vinklen både over og under niveau, så slangerne følger jordens terræn.

Har eget hydraulikanlæg

Selve bommen styres fra sin egen jobcomputer, og bommen får sit eget hydraulikanlæg, som er monteret på bommen. Det giver færre hydraulikslanger mellem vogn og bom.

Det hydrauliske system bruges blandt andet til sidefløjene, som foldes i to lag med et planetgear drevet af en oliemotor. Det hydrauliske system har også den egenskab, at det tillader olimotoren at give efter ved påkørsel, så bommen ikke bliver beskadiget.

Den er desuden udstyret med sensorer, som overvåger bommens funktioner, og bommen kan selv klappe ud og ind i forhold til den arbejdsbredde, der er opgivet af chaufføren.

Forskellige prototyper

Samson skal nu det næste år teste de tre prototyper, der hver for sig har forskellige features i forhold til ønsker fra de kunder, der skal køre med bommene.

En af bommene kan for eksempel kun fysisk indstilles til 20 eller 36 meter, mens en anden kan arbejde på 20,24,30 og 36 meter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.