Sprøjtespecialist klar med billig opgradering af ældre sprøjter

Brdr. Toft er klar med en ny Isobus løsning til eftermontering på bl.a. marksprøjter og udstyr til placering af flydende gødning.

Det er blevet både nemmere og billigere at få sin marksprøjte opgraderet. Sprøjtespecialisten Brdr. Toft i Sabro er i hvert fald klar med en ny og prisbillig Isobus løsning til marksprøjter og placeringsudstyr til flydende gødning.

Ifølge salgs- og marketingchef Finn Søndergaard fra Brdr. Toft har firmaet oplevet stigende interesse for Isobus løsninger i takt med at mange traktorer leveres med Isobus VT skærme.

»Er traktoren udstyret med en Isobus VT skærm og autostyring, er det oplagt at koble sprøjten på denne skærm og dermed få doseringskontrol og GPS sektionskontrol ind på traktorens terminal. Stadig flere nye sprøjter er Isobus kompatible, men har man en ældre sprøjte, har det hidtil været en dyr affære at opgradere,« siger Finn Søndergaard.

»Men vi kan nu lave en løsning til en fem-sektioners sprøjte for under 20.000 kr. excl. montering, forudsat at eksisterende flowmåler og el-armatur kan genanvendes. Skal der komplet nyt armatur og flowmåler til, løber en løsning med syv sektioner og syv hydraulik sektioner op i 34-35.000 kr. excl. montering,« siger Finn Søndergaard.

Systemet kan håndtere op til 13 bomsektioner og 9 hydraulikfunktioner. Man kan tilvælge to typer Aux input; kontaktpanel fra 5 til 13 sektioner eller multifunktionsjoystick.

Med ISObus løsningen monteres en jobcomputer på sprøjten med et forberedt kabelkit. En standard sprøjtesoftware loades op i VT skærmen. Den indeholder alle relevante oplysninger, der kræves for at styre en basis marksprøjte.

»Løsningen vil passe på langt de fleste marksprøjter til styring af almindelige væske- og hydraulik funktioner. På sigt forventes også at bomhøjdeautomatik og sporfølgerautomatik vil blive en del af løsningen, men det er for nuværende ikke en mulighed,« siger Finn Søndergaard.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.