Forstå reglerne for jordbearbejdning i efteråret på fem minutter

1. oktober må du igen jordbearbejde på JB 7-9, på arealer hvor der skal være vårafgrøder For øvrig lerjord er det først 1. november, mens sandjord må vente til 1. februar. Der er dog en række undtagelser fra reglerne.

Landbrug med en årlig omsætning på over 50.000 kr. fra plante- eller husdyravl, og som dyrker mindst 10 hektar, har forbud mod jordbearbejdning fra høst og en periode frem, alt efter jordtype. Dog kun på de arealer, hvor der efterfølgende skal såes vårafgrøder.

Her er seks gode råd til at hitte ud af reglerne om jordbearbejdning i efteråret:

1. Den 1. oktober 2018

Slut på forbud mod jordbearbejdning på lerjord, JB 7-9.

Nedvisning af ukrudt og spildfrø må fra denne dato finde sted, på arealer med forbud mod jordbearbejdning, uanset jordtype.

2. Den 1. november 2018

Slut på forbud mod jordbearbejdning på ler- og humusjord på JB 5-6 og JB 10-11.

Slut på forbud mod jordbearbejdning på arealer, hvor der har været dyrket kartofler og arealer, hvor der skal dyrkes kartofler i den kommende sæson. Uanset jordtype.

3. Den 1. februar 2019

Slut på forbud mod jordbearbejdning på sandjord, JB 1-4

4.Undtagelser

Der er en række undtagelser fra reglerne om forbud mod jordbearbejdning.

For eksempel er arealer, der drives af virksomheder autoriseret til økologisk jordbrugsproduktion undtaget fra reglerne. Hvis de økologiske bedrifter råder over konventionelle arealer eller omlægningsarealer, er de også undtaget.

Også følgende er undtaget:

  • Arealer hvor der i samme år har været dyrket roer.
  • Arealer hvor der i det kommende år skal dyrkes sukkerroer til fabrik.
  • Arealer hvor der samme år har været dyrket eller, hvor der i det kommende år skal dyrkes visse gartneriafgrøder.
  • Arealer hvor der ifølge skriftlig aftale med offentlig myndighed ikke må anvendes sprøjtemidler.
  • Arealer hvor der samme år har været dyrket flerårige vedplanter eller, hvor der i det kommende forår skal dyrkes flerårige vedplanter.
  • Arealer hvor der samme år har været dyrket kolbe- eller kernemajs.

5. Arealer med efterafgrøder

På arealer med pligtige efterafgrøder, MFO-efterafgrøder, husdyrefterafgrøder eller målrettede efterafgrøder er der fastsat specifikke krav for destruktionstidspunkter. De er derfor ikke omfattet af det generelle forbud mod jordbearbejdning før vårsæd.

På arealer, hvor der har været dyrket disse typer efterafgrøder, må der pløjes, eller de må på anden måde destrueres, fra 3. november 2018. For udlæg i majs er det dog først fra 1. marts.

De såkaldte frivillige efterafgrøder er ikke undtaget fra reglerne. Ved etablering af ”frivillige” efterafgrøder må der foretages en let jordbearbejdning. Efterfølgende jordbearbejdning følger dato for jordbearbejdningsreglerne.

6. Hvad er jordbearbejdning?

Jordbearbejdning omfatter i denne sammenhæng alle former for bearbejdning af jorden, som foretages i forbindelse med jordbrugsmæssig anvendelse som f.eks. pløjning og harvning. Altså alle aktiviteter i marken, der har til hensigt at bearbejde jorden eller afgrødestubben.

Følgende anses ikke som jordbearbejdning: Høst, presning, indsamling af halm, kalkning, tromling, overfladisk halmstrigling, der har til formål at fordele halmen jævnt på arealet, etablering og vedligeholdelse af dræn samt nedfældning af gylle på udlægsgræs efter korn eller helsæd.

Kilde: landbrugsinfo.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.