Bedre priser og slagsmål om klima

Der er håb for bedre mælke- og oksekødspriser i 2020, hvor vi også kommer til at diskutere klima - igen og igen.

I 2020 får vi forhåbentlig opgjort, hvor vi rent faktisk står med klimaudledning. Vi kan ikke være tjent med, at man i klimaopgørelser kun tager højde for de dyr, vi har, og ikke det markbrug, som er en integreret del af kvægbruget. Kan der parkeres kulstof i marken, skal det tælles med, og vi må også leve med det modsatte.

Definitionen af, hvornår noget er klimaneutralt, skal vi også have styr på i 2020. Eller i hvert fald forsøge på det.

Arla i Sverige har fået et rap over nallerne ved at bruge skov og alternativ energi til at lave en nul-løsning for deres økomælk. Det kaldes greenwashing.

Med mindre det lykkes forskerne radikalt at ændre koens fordøjelse, må vi forsøge at argumentere for en smule klimakompensation, hvis vi skal indfri målsætningen om klimaneutralitet.

Bedre priser på vej?

Selv om det er noget nær umuligt at spå om fremtidige afregningspriser, kan der være stigninger på vej på både mælk og kød i 2020.

Mælkeprisen har været bemærkelsesværdig stabil i 2019, men hvis markedet kommer i ubalance, kan der komme en stigning i første halvår af 2020.

Problemerne med afrikansk svinepest i flere og flere lande kan også medføre tiltrængte løft af okse- og kalvekødsnoteringen, fordi vi kan levere efterspurgt protein. Det er på høje tid, hvis der skal indgydes optimisme hos kødproducenterne.

Apropos kød venter der også faglige udfordringer med at løse det kommende forbud mod aflivning af kalve. Skal vi øge mængden af kvier og krydsningskalve, eller skal køerne ikke kælve så ofte? Det skal vi også diskutere i 2020.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.