20-årige Nicolaj vinder: Elsker at følge høsten oppefra i traktoren

At sidde med på mejetærskere og traktorer, er en opfyldt drengedrøm, fortæller 20-årige Nicolaj Haugbyrd.

Midt i hvedehøsten på Nysø Gods hev den 20-årige høstmedhjælper Nicolaj Haugbyrd sit kamera frem for at dokumentere den smukke sommeraften fra markerne. Han hjælper med høsten i et par dage på godset, hvor hans barndomsven Jonas Mortensen er landbrugselev. De har altid haft en drengedrøm om at køre de store mejetærskere.

»Jeg elsker at være med i høsten, for jeg holder meget af at være ude i naturen. Jeg elsker især at sidde højt oppe i en traktor eller mejetærsker, hvor jeg kan se udover hele marken og følge med i høsten«, siger Nicolaj Haugbyrd.

Den unge høstmedhjælper har vundet ugens høstlagkage, som han vil dele med hele holdet af maskinførere - og kæresterne er også velkomne, hvis der altså er kage nok, lyder det fra Nicolaj Haugbyrd, der bliver meget glad for beskeden om, at hans billede er udvalgt som ugens vinder.

»Det er min hobby at tage billeder, og jeg tager billeder med mit kamera, som jeg fik i konfirmationsgave. Og så er jeg egentlig bare blevet ved med at tage billeder lige siden«, siger Nicolaj Haugbyrd.

Når han ikke høster med på Nysø Gods, arbejder han som medhjælper på Øagergaard, hvor han er maskinfører og passer malkekvæg. Han er lige blevet student fra Teknisk Gymnasium, og vil efter et sabbatår gerne læse til maskiningeniør.

Otto fra Berlin

Det blev Michael Pedersen på bedriften Snavegården, der var den første til at komme i gang med havrehøsten. Med hjælp fra otte-årige Oscar, der er på feriebesøg fra Berlin, fik de indledt med 12 hektar havre på en New Holland TX 64 mejetærsker med 17 fods skærebord. Kernekvaliteten var i top og udbyttet gav ekstraordinært godt med 70-80 hkg. pr. hektar mod de normale 60 hkg. Det var derfor også lige ved at knibe med pladsen i siloen, fortæller Michael Pedersen.

I Sønderjylland var Filip Friis den første til at høste 23 hektar økologisk triticale. Det gav et udbytte på cirka 5-5,5 kg. pr. hektar med en vandprocent på 14-15. Afgrøden blev høstet på uvandet jb1 - jb3 sandjord og som forfrugt, var der lupiner, hvilket i følge Filip Friis var positivt.

»Det er helt fantastisk. Vi har brugt det som erstatning for soja og faktisk skal det indgå i vores egen foderblanding til køerne sammen med triticalen«, siger han.

Lupiner er gode som proteinkilde, siger Filip Friis, der driver 350 hektar planteavl og har 130 årskøer med opdræt. Hestebønner er nu sidste afgrøde i Skyd Høsten først.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.