Bioklip fastlægger gødnings-strategi til foråret

Simpel vejning af rapsblade i efteråret kan spare gødning i foråret - og reducere risikoen for lejesæd.

Det er simpelt, og man kan spare mange kg kvælstof til foråret.

Bioklip i vinterraps i efteråret kan give et billede af, hvor meget kvælstof vinterrapsen har optaget i efteråret - og dermed også, hvor meget kvælstof den skal tildeles til foråret.

Det er særligt aktuelt i år, hvor rapsen står meget kraftigt på mange marker.

Der er således eksempler på marker, hvor bioklip viser, at der kan spares helt op til 80-100 kg kvælstof pr. hektar i rapsen til foråret, sammenlignet med et normalt år.

Det gjaldt bl.a. den rapsmark, avisens udsendte var med ude i sammen med en planteavlskonsulent sidste fredag. Her kunne tildelingen af kvælstof reduceres med hele 85 kg kvælstof pr. hektar til foråret.

Det sparer mange mange kg kvælstof - og nok så væsentligt giver det tilmed en mere optimal vækst i vinterrapsen.

Måler biomasse

Bioklip-metoden går ud på, at man laver nogle biomasseklip, når rapsens vækst afsluttes i efteråret. Det gør den nu, hvor dagtemperaturerne sniger sig ned omkring otte grader.

»Vi laver bioklip 3-4 steder i hver rapsmark. Det gør vi ved at klippe bladene af rapsen lige over jordoverfladen. Derefter vejer vi, hvor mange kg blade rapsen har pr. kvadratmeter«, forklarer Knud R. Nielsen, planteavlskonsulent hos Velas.

I den mark, han tog prøver i sidste fredag, var der 3,8 kg rapsblade pr. kvadratmeter.

Simpelt regnestykke

»For hvert kg friske rapsblade regner vi med, at rapsen har optaget 45 kg kvælstof pr. hektar i efteråret. Med 3,8 kg blade giver det 171 kg kvælstof pr. hektar«, forklarer Knud R. Nielsen

Han tilføjer, at en rapsmark normalt optager 50 kg kvælstof i efteråret. Ved at trække 50 fra 171 og gange det med 0,7, kommer han frem til, at rapsmarken i eksemplet kan nøjes med ca. 85 kg kvælstof pr. hektar i foråret.

Det er halv mængde i forhold til de 170-180 kg kvælstof, man normalt vil tildele raps pr. hektar på god lermuldet jord.

Når han ganger med 0,7, så er det fordi det forventes, at rapsen til foråret kan genbruge 70 pct. af det kvælstof, som den har optaget i efteråret.

»Det er en simpel og billig metode til at få en fornemmelse af, hvor meget kvælstof rapsen har optaget i efteråret - og et rigtig godt udgangspunkt for at kunne gødske rapsen optimalt i foråret«, siger Knud R. Nielsen.

Faktaboks

Bioklip:

  • Bioklip giver et billede af, hvor meget kvælstof vinterrapsen har optaget i efteråret.
  • Der kan spares helt op til 100 kg kvælstof pr. hektar i foråret på rapsmarker, som er meget kraftige i efteråret.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.