Mindre behov for omsåning end frygtet

Vintersæden og vinterrapsen har klaret sig bedre gennem vinteren end frygtet, men der er store regionale forskelle.

Situationen i marken har ændret sig i en grad, de færreste kunne forestille sig for blot et par uger siden.

Vandet er trukket forbavsende hurtigt tilbage. Dermed kan man nu få et indtryk af, hvor store arealer med vinterraps og vintersæd, der skal sås om.

En rundringning til planteavlskonsulenter viser, at det varierer meget i forskellige egne af landet.

Fra Sjælland og Bornholm lyder meldingen, at de overvintrende afgrøder generelt står rigtig godt. Der er ganske vist lave pletter i markerne, der skal sås om, men omfanget er ikke større end normalt.

I resten af landet har mængden af nedbør og vandløbenes evne til at aflede vandet været haft afgørende betydning for, hvor store arealer der skal sås om.

Katastrofe afværget

»Jeg vil vurdere, at 5-10 pct. af vinterhveden skal sås om i vores område. I nogle områder er behovet dog større«, siger Jacob Møller, planteavlskonsulent hos LandboNord.

Han tilføjer, at behovet for omsåning er størst i vinterhvede, men at det kunne have været værre.

»De våde forhold i efteråret gjorde, at mange holdt igen med såningen. Derfor blev der ikke sået så meget vintersæd som planlagt. Det har reddet meget«, siger Jacob Møller.

Samme melding lyder fra Finn Poulsen, planteavlskonsulent hos Sagro.

»Generelt er det gået godt på de høje og lette jorder, hvor vintersæden står rigtig godt. Vi har dog også landmænd, der skal så meget om«, siger Finn Poulsen.

Værst er det gået i de områder, hvor der er faldet mest nedbør, og hvor vandløbene ikke har kunnet følge med til at aflede vandet. Det har givet store problemer med oversvømmede marker.

Svær beslutning

Det kan være en svær beslutning at afgøre, hvor det betaler sig at så om.

Som en tommelfingerregel kan man tage udgangspunkt i, at vinterhvede skal give det samme udbytte som vårbyg for at få lov at stå.

I vinterraps kan man som en tommelfingerregel lade rapsen stå, hvis man vurderer, at der kan høstes 30-40 pct. af udbyttet i vårbyg.

Det er dog vigtigt, at man foretager en nøje vurdering på den enkelte mark.

Ud over omsåning på vandlidende arealer kan manganmangel også udløse omsåning på nogle marker. Det gælder især for vinterbyg.

»Det er fristende at så for fuld skrue, når forholdene er til det. Man skal dog også sørge for at passe sprøjtearbejdet. Det gælder både sprøjtning med mangan i vintersæden og sprøjtning mod ukrudt. Især på marker, hvor der er problemer med græsukrudt«, siger Finn Poulsen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.