»Det er plug-and-play og så nemt som at købe en DVD«

De franske Sulky spredere begynder efter en håndfuld år på det danske marked at blive synlige i landskabet. En af dem gør en god figur hos en landmand på Lolland.

Franske Sulky, som for fem år siden kom ind i varmen hos Semler Agro i Danmark, er ved at skabe sig et ganske godt navn på det danske marked, som ellers er vanskeligt at komme ind på, da der er mange konkurrenter om buddet. En af de tilfredse Sulky-ejere er landmand Thomas Rubæk i Vigsnæs ved Guldborg.

Thomas Rubæk er rigtig glad for sprederen, nærmere bestemt en Sulky X50+ Econov Isobus, som han har fået leveret sidste efterår og taget i brug dette forår - i øvrigt sammen med en ny John Deere 6215R, som han købte i samme ombæring.

Gedigen og færdig

Thomas Rubæk har bl.a. lavet tildelingsfiler i CropSat og spredt gødning ud fra dem. Via MyJohnDeere og JD-Link Connect har han sendt filerne direkte ud til traktorens terminal og spredt gødning ud fra dem, hvilket ifølge landmanden har fungeret godt, men det var ikke kun derfor, han valgte den franske maskine:

»Vi kører jo John Deere traktorer, og Sulky står jo dermed den i samme butik, hvor vi får serviceret traktorerne. Og jeg synes, at Sulky’en så gedigen og færdiglavet ud og med mange rustfrie komponenter«, siger Thomas Rubæk, der tilføjer, at det også var meget vigtigt, at systemerne traktor og spreder imellem kan kommunikere.

»Meningen med at købe Sulky’en var også, at jeg gerne ville køre med gradueret tildeling og sektionskontrol, og jeg havde en idé om, at hvis man købte en spreder samme sted som traktoren, ville det nok være garanti for, at systemerne kunne snakke sammen. Og det har vist sig at holde stik. Det hele har været nemt. Det har været plug-and-play, fuldstændig som når man køber en DVD«, smiler Thomas Rubæk, der tilføjer, at det har været nemt at lave tildelingskort.

Styr på kilerne

»Og så har det været en fornøjelse og jo også en miljømæssig gevinst, at den kun spreder der, hvor den skal sprede, uanset hvordan kilerne ser ud. Og også indsåningen fungerer fremragende, enten med en sigte og en rysteprøve eller via Fertitest app’en«, siger Thomas Rubæk.

Ejeren fremhæver også kantspredningen, der har to ’modes’, som også indstilles nemt på skærmen.

Thomas Rubæk og en medarbejder har med den nye Sulky været over de 275 hektar på bedriften, hvor han dyrker byg, hvede, roer, raps, rodsvingel og lidt spinat. Og dertil producerer han årligt 7.000 slagtesvin.

Faktaboks

4 detaljer om Sulky X50+ Econov

  • Kapacitet: Gødningssprederen fra Sulky rummer 4.200 liter i tanken og har hydraulisk presenning.
  • Sektionskontrol: Sprederen har sektionskontrol i 12 sektioner.
  • Isobos: Der er Isobus styring af sprederen og PTO-drevet spredeværk.
  • Spredebredde: Aktuel spredebredde på maskinen er 36 m.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.