Bogballe vil nå alle præcisionslandbrugere

Med en ny terminal sigter Bogballe mod alle, der har taget præcisionsjordbrug til sig.

Med den aktuelle lancering af Bogballes nye terminal, Calibrator Totz, er det ambitionen at nå ud til alle de bedrifter, der udnytter disciplinerne inden for præcisionsjordbrug, ligesom det nu er lykkedes at nå ud i alle markens hjørner.

»Med tiden sker der jo meget på elektroniksiden, og den nye terminal har fået betydelig mere processorkraft og byder på langt flere muligheder såsom automatisk hjørnespredning. Den bliver ikke forældet foreløbig«, siger Michael Lond fra Bogballe, der tilføjer, at producenten har arbejdet på udviklinbgen i cirka to et halvt år, og at der senest har været et ni måneder langt testforløb. Og netop i denne uge er man så blevet klar til at sprede nyheden om den nye terminal.

»Den skal nok blive godt modtaget. I første omgang kan den kun fås til vores high-end spredere, men med tiden til hele programmet«, siger Michael Lond og tilføjer, at en Isobus-løsning også er en mulighed.

Ifølge producenten giver Calibrator Totz med nye reguleringsmetoder hurtigere reaktion og øger præcisionen helt ud i markhjørnerne. Terminalens software indeholder nye reguleringsalgoritmer til fuldautomatisk dosering og sektionskontrol. Fordelene er angiveligt en hurtigere indsåning end hidtil samt optimeret spredning i kiler på foragerarealet i forbindelse med kantspredning. Er sprederen forsynet med ekstraudstyret Section Control Dynamic, er spredesystemet i stand til at tildele i hjørnerne af marken med fintunet overlapning. Totz har et overvågningssystem til sprederens funktioner. Totz betyder slet og ret ’touch’.

Faktaboks

Bogballe Calibrator Totz

  • Klar til præcisionsjordbrug med eksempelvis en Yara sensor.
  • Kommunikerer via seriel stikforbindelse med et væld af GPS-løsninger og afgrødesensorer.
  • Som navnet ’Totz’ antyder, er den med fuldt touch display.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.