Danmark får boom af nye mejetærskere i år

Salget af nye mejetærskere har fået revanche forud for årets høst efter sidste års store nedtur.

Tørken forrige år viser nu et meget positivt udslag på årets salg af nye mejetærskere.

Sidste år holdt landmændene igen efter tørken året før.

I år ventes mejetærskersalget at stige op mod 40 til 50 pct. i forhold til sidste sæsons pauvre 158 nye enheder.

»Vi er tilbage på et normalt niveau efter et træls 2019. Salget har været okay«, siger Niels Stræde Danielsen, salgs- og produktchef for Claas-høstmaskiner hos Danish Agro Machinery, og nævner, at man samtidig mærker, at landmændene konsoliderer sig for tiden. Hos Case IH genkender man tendensen.

»Det er bestemt stærkere, end det var sidste år. Der er lidt mere optimisme derude. Det ses klart, at mange svineproducenter siger, at nu kan det være på tide at skifte mejetærskeren efter år, hvor de ikke har rørt på sig. Sidste år var det laveste i mange år. Jeg forventer ikke, at vi fordobler det tal, men vi kan godt lande på omkring 240 enheder i denne sæson«, siger produktchef for høstmaskiner hos Case IH Niels Petersen.

Kon-kollega hos CNHs andet brand, New Holland, produktchef Tonny Grønne, forventer også et totalmarked omkring 220 til 240 enheder.

Han fortæller, at der i øjeblikket er fokus på at sælge lagermaskiner som følge af coronakrisen.

»Da vi lukkede ned, turde vi ikke binde an på nye maskiner og trak hurtigt ekstra maskiner hjem til Danmark for at være sikre på at have noget på hylderne, og vi har da solgt fire-fem maskiner under coronakrisen«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.