Dyrskuer, messer og udstillinger i 2021?

Verden over kæmpes der mod covid-19. Og der er forskellige strategier og meget forskellig succesrate.

Der er nok ingen decideret facitliste - men der tegner sig et mere og mere tydeligt billede, hvor EU og den vestlige verden fremstår til stadighed mere rådvilde. Og hvor store dele af Asien, herunder også arnestedet Kina, har en normal hverdag med åbne restauranter, detailhandel etc. Asiaterne har mere erfaring med nylige epidemier herunder f.eks. SARS. De sætter hurtigt ind med restriktioner, smitteopsporing og inddæmning. De har en langsigtet plan. I Europa er der ingen langsigtet plan. Vi har alle sammen brug for en langsigtet plan, så vi ved, hvad vi har at forholde os til - så vi kan planlægge mere end tre uger ud i fremtiden.

Et meget aktuelt eksempel er de forestående dyrskuer samt messer og udstillinger i første halvår 2021. Arrangører og udstillere står i et kæmpe dilemma. Her i starten af marts er det endog meget svært at forestille sig store forsamlinger med 5.000, 10.000, 30.000, ja 90.000 mennesker inden for de næste 3-4 måneder. Der er store ubekendte omkring vacciner, mutationer, test, opsporing, vaccinepas etc. Men regering og myndigheder melder ikke noget langsigtet ud.

Restriktionerne bliver forlænget med 2-3 uger ad gangen - og skal man have adgang til kompensation for et aflyst arrangement, er man som arrangør nødsaget til at planlægge og forberede, som om verden var normal. For der er ingen kompensation, hvis der ikke er gældende restriktioner på afholdelsestidspunktet. Det giver ingen mening. Her bør regeringen og myndigheder melde klart ud, at forsamlinger f.eks. over 500 personer frem til 30. juni ikke er realistisk, og at man som arrangør derfor kan få adgang til fuld kompensation for sin aflyste event allerede nu. Det ville alle spare ufattelige summer på. Og det er kun ret og rimeligt, at arrangør og udstiller har noget konkret at forholde sig til.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.