Har vi en løsning, når el-køretøjerne ruller ind?

Her forleden læste jeg en artikel om problematikken med udtjente vindmøller. Disse har i mange år været et nationalsymbol på Danmarks grønne omstilling - og har givet Danmark en international førerplads. Ifølge føromtalte artikel udgør især vingerne et stort problem, når en vindmølle skal skrottes - for de kan ikke genanvendes. De skal brændes eller graves ned.

Dette faktum sammenholdt med, at en vindmølle skal være i drift i ganske mange år, før den er CO2-neutral, giver anledning til at perspektivere lidt over, hvordan den grønne omstilling håndteres og gribes an.

For det samme gælder jo spørgsmålet om el-biler. En elbil skal køre mange kilometer, før den er CO2-neutral. Og hvis der bare i Danmark skal være, lad os sige en million elbiler på vejene om ganske få år, hvad skal der så ske med de benzin- og dieselbiler, der byttes ud. Skal de skrottes? Skal de køre videre i Libanon eller Marokko? Der er de vel ikke en mindre klimabelastning, end de var i Danmark. Det er en vigtig diskussion, for den kommer også til vores branche lige om lidt. Især de eldrevne læssemaskiner vinder frem nu - og det samme gælder entreprenørmaskiner. Især sidstnævnte vil opleve en eksplosiv stigning i solgte stykantal, da de mødes med hastigt voksende miljøkrav på især offentlige byggepladser. Her er det vigtigt, at vi som samlet branche udtænker en god løsning for, hvordan udskiftningen skal ske uden at belaste klimaet. For ellers er vi jo lige vidt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.