Ny spansk plovserie giver mere gennemgang

Ny serie af vendeplove fra spanske Ovlac byder på gennemtænkte detaljer. Mors-virksomheden Farmimplement har medvirket under udviklingen.

Jens Iversen, der står bag Mors-virksomheden Farmimplement og rådgivervirksomheden Ploveksperten, har fået en ny liftophængt vendeplov på programmet fra den spanske producent, Ovlac, som han importører i regi af Farmimplement. Det er Ovlac Xperience, en liftophængt vendeplov, der fås med op til seks furer.

Farmimplement er en virksomhed, der bliver lyttet til nede på den spanske fabrik, og det har betydet, at Jens Iversen har kunnet sætte sit eget fingeraftryk på den spanske plov, som nu er tilgængelig for danske kunder.

»Et eksempel er jo, at ploven i denne nye version har fået lige åse, og det giver ploven syv-otte centimeter mere gennemgang. Og det skyldes alene det ændrede design, og det var fabrikken med på at ændre hurtigt. Det er i det hele taget en fabrik, hvor der er kort vej fra idé til udførelse«, forklarer Jens Iversen.

Ellers byder den nye Xperience plovserie på detaljer som 60 millimeter induktionshærdede Vertikal-aksler. Der er parallelogram til første furebredderegulering, som giver bedre mulighed for hydraulisk justering. Ny skala til furebredden og med hydraulik-slanger, som går igennem vendehoved-akslen. Regulering af udløsertryk er monteret permanent. Og endelig større dybdehjul, et radial traktordæk i dimensionen 280/70R16.

Den nye plov vil kunne opleves under Agromesse Mors 2021 i næste uge.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.