Ferguson Dage kan ikke slås ihjel - Afholdes igen i år

- Sidste år var egentlig sidste gang, men sådan gik det heldigvis ikke, fortæller museumsejer Henrik Nielsen som glæder sig til igen at kunne holde Ferguson Dage på Danmarks Ferguson Museum.

I 2023 skulle Ferguson Dagene på Danmarks Ferguson Museum have været afholdt for sidste gang, for ejer Henrik Nielsen troede, han blev nødt til at stoppe.

- Men sådan gik det heldigvis ikke, lyder det fra Henrik Nielsen. For siden er museet blevet reddet, og det betyder, at Ferguson Dagene fortsætter ufortrødent igen i år. 

Det skriver museet i en pressemeddelelse.

Baggrunden er, at Henrik Nielsen, der er skaberen af Danmarks Ferguson Museum i Stourup ved Juelsminde, var blevet ramt af Parkinson og ikke længere selv magtede opgaven med at passe museet. Siden er det dog strømmet ind med økonomiske sponsorater og frivillig hjælp, og med mussets rednings fortsætter Ferguson Dagene også.

Henrik Nielsen fortæller, at der var 3.000 besøgende sidste år, og at det var den absolutte rekord nogensinde. 

- Jeg tror, der kom så mange, fordi det egentlig var sidste gang, og derfor var der nok mange, der lige skulle nå at opleve Ferguson Dagene, siger museumsejeren, som derfor heller ikke tror, der kommer lige så mange besøgende i år, men ifølge Henrik Nielsen er det heller ikke så vigtigt. 

- Det vigtigste er, at Ferguson Dagene bliver afholdt, og at folk ved, hvad det vil sige, lyder det fra Henrik Nielsen, der er glad og taknemmelig for at både museum og Ferguson Dagene kan fortsætte i uændret form.

Kan ikke slås ihjel

- Derfor er årets slogan, at Ferguson Dage "…kan ikke slås ihjel - en del af jer selv", lyder det fra museumsejeren med et glimt i øjet.

Han fortæller, hvordan han i løbet af det seneste års tid har modtaget omkring 1.000 telefonopkald fra personer, der har ønsket ham til lykke med, at museet kan fortsætte takket være en anonym velgører.

- Og så er der alle dem, jeg har mødt i Brugsen, hos bageren, hos frisøren, hos tandlægen, på gaden, der har ønsket mig til lykke. Det varmer helt utroligt. Det er jeg meget taknemmelig for, og det vil jeg gerne sige tak for, siger han.

Dette års besøgende kan - ligesom i de foregående år - møde arbejdende traktorer i marken, og der vil også traditionen tro være cafe med musik i den gamle bindingsværkslade. 

En ny ting ser dog dagens lys på Ferguson Dagene, der løber af stablen den 24. og 25. maj, og det er et stumpemarked i en af hallerne.

- Det bliver ikke nymodens stumper fra Kina, man kan finde der, men stumper til gamle biler og traktorer, understreger Henrik Nielsen, der giver gratis stadeplads til alle dem, der tilmelder sig inden 1. maj. Dem, der tilmelder sig efter 1. maj, kan dog være med for et beskedent beløb. 

/kold

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.