Arla meget tæt på mål for ekstra økologisk mælk

Et højt økotillæg og lav pris på konventionel mælk gør omlægning til økologi interessant som sjældent set. Arla er tæt på målet om at nå ekstra 150-200 mio. kg økologisk mælk i Danmark og Nordtyskland.

Arla meldte i april 2015 ud, at selskabet åbnede for flere økologiske andelshavere. Helt konkret lød målet frem mod 2017 at sikre i alt 150-200 mio. kg ekstra økologisk mælk i Danmark og Nordtyskland og derudover 50 mio. kg i Sverige. Og førstnævnte del af målet er Arla nu tæt på at nå i mål med.

Arla oplyser til LandbrugsAvisen, at koncernen i Danmark og Nordtyskland siden april sidste år har fået aftaler for 50 mio. kg i hus, og andre aftaler for 100 mio. kg er godkendt, men ikke endeligt verificeret.

Når i mål i 2016

”Vores slutmål er nærmere de 200 mio. kg end 150 mio. kg, så der er stadig plads til producenter, der vil omlægge. Vi regner med at nå helt i mål i løbet af 2016,” siger Henrik Damholt Jørgensen, chef for medlemsservice i Arla.

Han betegner interessen for at lægge om som ”rigtig pæn” de seneste måneder, uden at han vil kalde den rekordstor.

Siger I ja til alle mælkeproducenter, der melder sig med et ønske om lægge om?

”Mælkeproducenterne skal opfylde nogle krav om blandt andet logistik og kriterierne for Arlagården, og gør de det, godkender vi langt de fleste. Jeg kan ikke sætte tal på det, men det er kun en lille andel, vi ikke godkender,” siger Henrik Damholt Jørgensen.

Nu kommer der en del mere økologisk mælk på markedet. Frygter I ikke, at markedet bliver mættet, og at I må reducere økotillægget kraftigt?

”Nej, vi har stor og stigende efterspørgsel på økologisk mælk på flere af vores store markeder, så vi tror, at det er et fornuftigt markedsmæssigt skridt, vi har taget,” siger han.

Det er en langsigtet beslutning

Henrik Damsholt Jørgensen understreger, at Arla har en klar intention om at satse på det økologiske marked - og at være konkurrencedygtig på prisen over tid.

”Vi fastsætter mælkepris og økotillæg én gang om måneden. Mere kan vi ikke gå ind i priserne fremadrettet – det er jo umuligt,” siger han.

”Vi tror på, at landmanden tager en langsigtet beslutning, når han lægger om, og ikke kun forholder sig til en her-og-nu-pris,” siger Henrik Damholt Jørgensen.

LandbrugsAvisen har talt med en række kvægrådgivere, der har foretaget omlægningstjek. I kalkulerne regnes med et økotillæg på lige fra 55 øre op til 80 øre, og så er omlægning typisk en god idé i forhold til konventionel drift.

»Men i sidste ende er det landmanden selv, der må afgøre, hvilken pris han vil tro på i fremtiden,« siger Torben Aamand Sørensen, cheføkonom for kvæg hos Centrovice.

Faktaboks

Arla og økologisk mælk

  • Mål om ekstra øko-mælk frem mod 2017: 150-200 mio. kg i Danmark og Nordtyskland og 50 mio. kg i Sverige.
  • Det er en stigning på 25-30 pct. i Arlas totale økologiske mælkeindvejning.
  • Analyser peger på stigende efterspørgsel på Arlas økologiske mælkeprodukter.
  • Arla betaler øko-tillæg i de sidste seks måneder af omlægningsperioden.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.