Arla-rivals ejere frygter uventede prisfald

Nye regler for mælkemodtagelse har splittet FrieslandCampinas ejere. Flere frygter fremtiden.

Nye regler hos det hollandske andelsselskab FrieslandCampina skaber utryghed hos andelshaverne.

Fremover kan mejeriselskabet, der er blandt Arlas største konkurrenter på det internationale marked, nemlig "under ekstraordinære omstændigheder" sætte mælkeprisen ned med yderst kort varsel. Tiltaget blev vedtaget forleden af andelsselskabets landmandsledelse på forslag fra bestyrelsen.

Helt konkret kan de "ekstraordinære situationer være en pludselig stærk øgning af mælkeforsyningen, der resulterer i utilstrækkelig kapacitet i selsakbet, såvel som eksportrestriktioner, kvægsygdomme eller ekstreme vejrforhold, der forårsager forhindringer i indvejning og eller behandlingen af mælk," lyder det i en meddelelse fra selskabet.

Har man så leveringspligt?

Fremover kan FrieslandCampinas ledelse altså med kort varsel sænke mælkeprisen mærkbart, med det formål at bremse indvejningen.

På det hollandske medie Bordereij.nl har flere landmænd kommenteret de nye regler. Fra en af dem lyder det: "Hvis de ikke har købsforpligtelse, har jeg heller ikke pligt til at levere".

Andre frygter pludselige og uventede prisfald, der kan gøre det svært at drive en god forretning.

11 procent vækst i år

At FrieslandCampina skulle komme til at mangle kapacitet på mejerierne er ikke en usandsynlig begivenhed. Faktisk har mejeriselskabet flere gange bare i år kæmpet med at få plads til alle andelshavernes leverancer. Det sås både i februar, hvor andelshaverne blev bedt om at holde igen. Og igen i september, hvor mejeriet indførte en reduktionsbonus til de landmænd, der skar ned på produktionen det kommende halve år.

Årsagen til kapacitetsudfordringerne skal blandt andet findes i, at de 19.000 andelshavere i Holland og Belgien har skruet markant op for produktionen efter EU-kvotestoppet sidste år.  En regulær flodbølge af mælk er væltet ind på mejerierne, der i første halvår af 2016 behandlede 11,9 procent mere mælk end året før. Til sammenligning registrerede Arla en vækst i mælkeindvejningen på knap 2 procent.

Ifølge halvårsregnskabet fra FrieslandCampina blev størstedelen af den ekstra, invejede mælk dog solgt med tab på spotmarkederne og var således med til at reducere den samlede mælkepris.

Det nye pris-reguleringstiltag er blot et af mange, som de hollandske andelshavere skal tage stilling til frem mod nytår. For en måned siden lancerede bestyrelsen også en ambition om, at andelshaverne fremover skal investere mere i deres selskab ved at lade en større del af årets overskud stå.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.