Arla-rival betaler landmænd 74 øre i reduktionsbonus

Arlas største konkurrent FrieslandCampina indfører nu tillæg til andelshaverne for at skære ned på produktionen.

Skær ned på produktionen og få 74,5 øre per kilo mælk, der ikke når mejeriet det næste halve år.

Sådan lyder tilbuddet fra stormejeriet FrieslandCampina nu til de 19.000 andelshavere i Holland og Belgien.

Baggrunden for tiltaget er flere. Både at mejeriet vil bidrage til at reducere fosfat-udledningen, der lige nu er meget omdiskuteret i Holland.

Men også, at mejeriet vil sparke til værdistigningen på mælk for andelshaverne, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Det tæller dog nok også med, at mejeriet i første halvdel af 2016 registrerede en decideret flodbølge af ekstra mælk efter EU’s kvoteophævelse. Andelshaverne leverede hele 11,9 procent mere mælk i første halvår 2016 i forhold til samme periode i 2015. Og store dele af den ekstra mælk blev solgt med tab, viste selskabets halvårsregnskab.

Til sammenligning registrerede Arla en stigning i indvejningen i samme periode på to procent.

Ikke for økologer

FrieslandCampina vil nu fra 1. oktober og seks måneder frem betale 10 Eurocent, svarende til 74,5 øre per kilo mælk, som andelshaverne ikke producerer. Tillægget kan fås sammen med EU-initiativet til reduktion, der er på 14 eurocent per kilo.

I alt forventer mejeriselskabet, at man vil få 150 mio. kilo mindre mælk ind med tankbilerne over de seks måneder.

Tiltaget er frivilligt for andelshaverne at deltage i. Økologer og biodynamiske brug kan dog ikke få kompensation for at nedbringe produktionen.

Holland har for nylig vedtaget en markant lovgivning om at nedbringe fosfat-udledningen, der betyder, at hver enkelt landmand får en årlig kvote for udledning. Denne lovgivning fik FrieslandCampina til at forvente, at deres mælkeindvejning de kommende år vil forblive på det eksisterende eller ligefrem faldende niveau.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.