Beef-boss: Håber vores resultat spreder lidt optimisme

Stor glæde hos DC Beefs formand Peder Philipp.

Med en rekordhøj efterbetaling, en gennemsnitlig afregning på niveau med sidste år, en notering der lige nu er markant højere end samme tid sidste år og 17 øre pr. kg indsat på den nye personlig ansvarlige konto, håber DC Beefs formand Peder Philipp, at kunne sprede lidt optimisme.

”Det er altid en god følelse at levere et godt regnskab. Men lige nu, hvor det strammer til hos et bredt udsnit af vores andelshavere, så er jeg virkelig glad for, at vi kan give restbetalingen et pænt løft i forhold til sidste år. Alt i alt kan det her forhåbentlig være med til at skabe lidt optimisme rundt omkring,” siger Peder Philipp, der er formand for DC Beef.

I regnskabsåret 2014/2015 har kombinationen af et faldende udbud og en faldende import af oksekød til EU betydet stigende priser på oksekød.

DC Beefs vigtigste eksportmarkeder i Sydeuropa er dog stadig forholdsvis svage, men det opvejes af vækst i afsætningen på det danske marked.

”Efterspørgslen på dansk oksekød er markant fra den danske detailhandel. Det er et utvetydigt tegn på tillid til de danske landmænd og den kvalitet, de leverer. Samtidig kan vi tydeligt se, at vores fokus på højtforædlede og markedstilpassede produkter er den rigtige vej at gå. De udgør i højere og højere grad divisionens afsætningsmæssige fundament,” siger CEO i DC Beef, Finn Klostermann.

DC Beef slagtede i løbet af året 294.000 danske kreaturer. Det er lidt færre end året før, men markedsandelen er uændret 65 procent af de danske slagtninger. Faldet kan i vid udstrækning forklares med afskaffelsen af mælkekvoterne og ventes at være midlertidig.

I løbet af året er lovgivningen omkring BSE-risikomateriale blevet ændret, og det har givet nye muligheder for at afsætte biprodukter fra kreaturerne. Der er eksempelvis blevet åbnet for videre forædling af tarmsættet og andre dele af kreaturerne, som før blev destrueret.

”Det har krævet et kæmpe arbejde at få de ændringer på plads, men det har været hele indsatsen værd, som er resultatet af samarbejdet mellem virksomhederne, Kødbranchens Fællesråd og Landbrug & Fødevarer. Allerede nu løfter det den løbende afregning til vores andelshavere, og der er forhåbentlig mere på vej,” siger Peder Philipp. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.