DC Beef tager markedsandele

Pressede priser, men også bedre efterspørgsel efter dansk oksekød, melder Danish Crown Beef.

Priserne blev presset af flere dyr på de europæiske slagterier. Men for Danish Crown Beef var der også lyspunkter, der trak op i 15/16-regnskabet, hvis nøgletal netop er offentliggjort.

"Vi har faktisk slagtet 10.000 dyr mere sammenlignet med sidste år og slagter nu mere end 65 procent af kreaturerne i Danmark. Det må betegnes som godkendt i et så vanskeligt marked," udtaler Peder Philipp, der er formand for Danish Crowns oksekødsdivision.

I 14/15 blev der slagtet 294.000 dyr i Holsted. Det svarede til 65 procent af det samlede antal dyr. I år opgør Danish Crown sin andel til 66 procent.

Peder Philipp mener, at der er en del at glæde sig over, selv om året også har været svært. Både stigende efterspørgsel efter det danske kød, herunder især det økologiske. Men også nye produkter til både forbrugere og foodservice.

Sverige i fremgang, tyskland ustabilt

Der var fremgang i den svenske afsætning, mens det tyske marked, som aftager hvert femte kg. danske oksekød fra koncernen, var "volatilt", melder Danish Crown Beef. Samtidig er der dog positive historier fra Asien, Mellemøsten og Afrika, hvor koncernen søger at vokse mest muligt på de ekspanderende markeder, melder Danish Crown, dog uden at sætte tal på hverken vækstrater eller på reelle tonnager.

Efterbetaling påvirket af britisk rod

Sidste år slog restbetalingen rekord med 155 øre per kg til kreaturandelshaverne. Denne er i år faldet til 130 øre, hvilket forklares med, at problemerne i det vigtige datterselskab Tulip Ltd i Storbritannien også rammer kvægfolket. I alt afregnes efterbetalingen på i alt 99 mio. kr. mod 114 mio. kr.

Dertil indsættes 15 øre per kilo på sidste års nyskabelse, de personlige ansvarlige konti, også kaldet PA-konti. Beløbene her kan først trækkes ud, den dag en andelshaver forlader selskabet - og de udbetales derefter over en årrække. Vel at mærke forudsat, at de eksisterende andelshavere samtidig sætter penge til til deres PA-konti.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.