Det står grelt til med immunisering af kalve

Ugen på spidsen: ”Jeg havde ikke troet, at det var så grelt," siger Segesdyrlæge.

”Det står langt værre til med danske kalves immunforsvar end frygtet. Det er konklusionen i en stor dansk undersøgelse, hvor indholdet af antistoffer i blodet blev målt ved stikprøver af 1-10 døgn gamle kalve i 83 malkekvægsbesætninger”.

Situationen er, at tre ud af fire mælkeproducenter har for mange kalve, der ikke får antistoffer nok fra den råmælk de får.

Det er så omfattende at det er langt værre end Seges dyrlæge havde troet.

Ofte handler problemer om bedrifter, hvis management ikke er i top eller ligefrem er brodne kar. Sådan er det ikke her. Der er tale om veldrevne brug med fornuftige rutiner. Alligevel havde mange under de anbefalede 10 gram antistoffer pr. liter blod, som er det anbefalede minimum.

Problemet er at uden antistoffer, bliver kalvene lettere syge og det kan så mænd også påvirke deres produktion af mælk senere i livet. Derfor kan der være både økonomisk og dyrevelfærdsmæssig interesse i at gøre noget mere ved immuniseringen.

Hvad kan man så gøre ved det?

Dyrlæge Henrik Læssøe Martin, Seges formoder, at kalvene måske ikke får råmælken hurtigt nok fordi ”hurtigt nok” bliver tolket ind i de arbejdsgange, man har på gården, og så kan det alligevel blive for langsomt.

Han peger også på, at man skal være opmærksom på at råmælkens brixværdi er mindst 22. Ellers er den ikke god nok til første fodring – men den kan stadig bruges til 2. eller 3. fodring.

Med de budskaber er det værd at overveje, om man kan gøre lidt mere.

  • Måler du råmælkens brixværdi?
  • Får kalvene råmælken hurtigt nok?
  • Får de nok af den?
  • Hvis kalvene ikke har antistoffer nok i blodet, kan du så ændre ved rutiner, så det bliver bedre?

Det er ærgerligt at ende med syge kalve, der kræver mere pasning, måske medicin og flere udgifter. Belønningen for at gøre det godt nok er raske kalve, der også til sin tid bliver bedre køer.

 

Hvad mener du? – Har du erfaringer med immunisering af kalve og hvad du har gjort for at få gode resultater?

 

Frederik Thalbitzer, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg, magasinet Kødkvæg samt Kvæg Plus

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Frederik Thalbitzer, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.