Dyrlæge om brug af antibiotika: Giv så lidt som muligt og så præcist som muligt

Antibiotika gennem munden er mindst effektivt og giver størst risiko for udvikling af resistens, påpeger dyrlæge Henrik Læssøe Martin.

Jo mindre antibiotika og jo mere specifikt, man giver medicinen, des bedre forebygger man antibiotikaresistens hos kvæg. Sådan lyder det sammenfattende fra kvægfagdyrlæge Henrik Læssøe Martin, Seges.

Alle har interesse i, at sygdom kan kureres – om nødvendigt med antibiotika - og alle, der bruger antibiotika, har et medansvar for at forebygge, at der opstår resistens.

Det største antibiotikaforbrug hos kvæg går til behandling af yverbetændelse.

- Forbruget bliver mindst, hvis man sprøjter det direkte ind i patten, siger han.

Når man behandler med en indsprøjtning i kroppen, skal man bruge uforholdsmæssigt store mængder antibiotika for at opnå en god effekt i yveret.

Når det gælder syge kalve, foretrækker Henrik Læssøe Martin, at man giver antibiotika med sprøjte.

For mange behandler kalvene med antibiotika gennem munden, for eksempel via mælken. Dermed skal antibiotikaet en tur forbi tarmen. Det kan ødelægge mange gode bakterier og giver samtidig eventuelle resistente bakterier en fordel, så de får bedre vækstbetingelser og kan opformeres.

- Det er ikke en god idé at hælde antibiotika i tarmen, og som regel kan man ramme mere præcist med en sprøjte, understreger han.

Allerbedst er det selvfølgelig at minimere brugen af antibiotika til dyrene og i stedet forebygge sygdom. Nye kalvehytter, mere plads, mere rengøring og desinfektion, skift af tøj og støvler, når man går i stalden, og meget mere. Det er til gengæld også mere tidskrævende og investeringstunge veje at gå.

- Heldigvis er antibiotikaforbruget hos kvæg gået den rigtige vej, og vi håber, at det fortsætter, siger han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.