Esben Lunde: Hjælpepakke skal bruges så klogt som muligt

Landbruget får ny hjælpepakke på 3,7 mia. kr. - og det bliver der sidste, siger EU-kommissær.

Det er tiltrængt, at EU-kommissær Phil Hogan har præsenteret en hjælpepakke med 350 mio. euro til deling mellem EU's medlemslande, siger fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i en pressemeddelelse.

Knap halvdelen, 150 mio. euro, afsættes til en fælles ordning for at reducere mælkeproduktionen. Danmarks mælkeproducenter kan se frem til en støtte på i alt 70 mio. kroner.

Samtidig varsler EU’s landbrugskommissær Phil Hogan dog også, at hjælpepakken bliver den sidste, og at EU nu har brugt alle de redskaber, som findes i værktøjskassen.

"Det russiske importforbud, vigende kinesisk efterspørgsel og afskaffelsen af mælkekvoterne er en ualmindelig dårlig cocktail, men det betyder ikke, at vi skal have mælkekvoterne genindført. Vi skal have skabt en bedre balance på mejerimarkedet, så mælkeproducenterne igen kan leve af at producere mælk," siger Esben Lunde Larsen.

"Der er ingen nemme løsninger på situationen, så det gælder om at bruge EU’s hjælpepakke så klogt som muligt," siger ministeren.

Støtte til mindre mælk

Kommissionen lægger op til at støtte blandt andet reduktioner i mælkeproduktionen, samarbejdsprojekter og miljøtiltag. EU-kriterierne for støtten forventes at være klar i begyndelsen af september.

"Nu må vi se, hvordan pakken kan bruges i dansk sammenhæng. Jeg kan i hvert fald slå fast, at hjælpen i Danmark kun vil tilfalde mælkeproducenterne. Det positive er, at prisen på svinekød er god for tiden, og forhåbentligt retter priserne sig også på mælk. Vi har brug for jobbene i landdistrikterne, og at de hårdtprøvede mælkeproducenter snart får en mere stabil og sikker hverdag," siger Esben Lunde Larsen.

Den 29. juni 2016 har Rusland forlænget sit importforbud mod blandt andet en lang række fødevarer fra EU frem til 31. december 2017. Både Danmark og Kommissionen arbejder på at udvide markederne til nye lande.

Kommissionen fremhævede på rådsmødet, at den nu i alt har brugt i alt 1,5 mia. euro på hjælpepakker, og at medlemslandene ikke skal vente sig flere. Midlerne til den nye hjælpepakke er fundet indenfor landbrugsbudgettet.   

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.