Gok-gok bureakrati: Kyllingeproducent straffes for mere dyrevelfærd
Kommunen hævder at følge reglerne, mens L&F ønsker mere fleksible regler for delinddragelse af miljøgodkendelser.

Reglerne om miljøgodkendelser betyder, at landmænd mangler lyst til at kaste sig ud i projekter med bedre dyrevelfærd, mener Landbrug & Fødevarer.

Viborg kommune har varslet en reduktion af miljøgodkendelsen hos en kyllingeproducent, der har indvilliget i at prøve det såkaldte majs-plus-koncept, hvor kyllinger har 20 procent mere plads end konventionelle. Det har nemlig afstedkommet, at Viborg Kommune nu har varslet, at de vil skære 20 procent af miljøgodkendelsen hos kyllingeproducent Bo Wiek-Hansen, fordi den del ikke er udnyttet.

»Hvis jeg pludselig skal tilbage og lave konventionelle kyllinger, kan jeg jo ikke længere få lov at fylde husene op, når de har inddraget en del af miljøgodkendelsen,« siger Bo Wiek-Hansen.

Sagen ærgrer Henrik Bang Jensen, chefkonsulent for Landbrug & Fødevarer.

»Det er meget uheldigt, fordi landmænd kan blive bange for at afprøve dyrevelfærdskoncepter, hvor dyrene får mere plads, hvis de risikerer, at godkendelsen beskæres. Tænk, hvis det ikke går, og de er nødt til at gå tilbage til konventionel produktion og afregning og så må skære produktionen 20 procent ned,« siger Henrik Bang Jensen.

Han peger på, at det vil blokere for mere dyrevelfærd, hvis producenterne frygter at få beskåret miljøgodkendelsen.

»Vi er i dialog med Miljøstyrelsen om, hvordan reglerne skal tolkes, og for at få mere fleksible regler i den kommende husdyrregulering,« siger han.

Kommune må følge regler

Karin Stavnskær, miljømedarbejder, peger på, at Viborg Kommune endnu ikke har inddraget dele af Bo Wieck-Hansens miljøgodkendelse.

»Jeg har på et tilsyn orienteret ham om, at den produktion, han har, ligger et godt stykke under den miljøgodkendelse, han har fået, så det vil blive et issue på et tidspunkt,« siger hun.

Hun kan godt forstå Bo Wieck-Hansens bekymring, og synes det er en god ide, at han går til sin organisation og Miljøstyrelsen.

»Vi er bare nødt til at følge reglerne, men hvis vi kan få nogle udtalelser fra Miljøstyrelsen om, at vi kan undgå at delinddrage miljøgodkendelsen i den her slags tilfælde, er det fint med os,« siger hun.

Ønsker fleksible regler

Hos Miljøstyrelsen kan kontorchef Hans Peter Olsen ikke udtale sig om den konkrete sag, da det er kommunens opgave. Han peger dog på, at styrelsen har generelt fokus på, at reglerne ikke skal fortolkes på en unødigt restriktiv måde, da der i visse tilfælde kan være almindelige produktionsudsving, som ikke bør give anledning til at reducere omfanget af en miljøgodkendelse.

»Det, vi gør, er at vejlede kommunerne om, hvordan reglerne er. Derudover arbejder vi for at få mere fleksibilitet ind i den kommende husdyrregulering,« siger han.

Han peger på, at den konkrete sag kan være en øjenåbner for, hvad landmænd kommer ud for, som styrelsen kan bruge i arbejdet med at tilpasse reglerne samtidig med, at de lever op til EU-direktiverne.

Læs mere om Bo Wiek-Hansen i LandbrugsAvisen, der udkommer i morgen fredag 22. juli. Læs som e-avis her. Tegn et abonnement på LandbrugsAvisen og få en fem ugers gratis prøveperiode.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.