Kvægbrugere får brug for større areal med nye fosforlofter

Der skal større arealer til gyllen i fremtiden, eller alternativt ændres markant i foderplanen med de nye fosforlofter.

For mange kvægbrugere kan det være slut med, at det er kvælstof, der er den begrænsende faktor for, hvor meget gylle man kan sprede på markerne. Med nye fosforlofter i sigte kan det meget vel være indholdet af fosfor, der gør, at man skal skrue ned for gylle på arealerne og dermed får brug for større arealer at sprede gylle på. Sådan lød budskabet fra Henrik Martinussen, Seges, på fodringsdagen i Herning tirsdag.

To kilo mindre

I 2024/25 falder loftet fra 35 til 34 kilo per hektar for undtagelsesbrug, og året efter hedder det 33 kilo fosfor per hektar. For ikke-undtagelsesbrug falder det fra 30 kilo i dag til 29 kilo fra 2025/26.

Begrænsningen kan synes beskeden, men ikke desto mindre vil det berøre flere end hvert andet kvægbrug. I alt 1.550 kvægbrug vi være berørt af fosfornormer i 2024, 300 flere end i dag. Der bliver brug for 34.000 hektar ekstra at sprede gyllen på i 2024 sammenlignet med i dag.

Mange steder i landet bliver der virkelig rift om arealerne. Ifølge Seges er i omegnen af 80 procent af harmoniarealet allerede beslaglagt i for eksempel Vesthimmerland, Esbjerg og Lemvig kommuner. Endnu flere steder er 70 procent af harmoniarealet beslaglagt.

Juster fodringen

Derfor kan det ifølge Henrik Martinussen være interessant i stedet at justere på fodringen, så der ender mindre fosfor i gødningen. I de sidste ti år er tendensen ellers gået den modsatte vej. I 2012 var der i gennemsnit 4 gram fosfor per kilo tørstof i foderet, hvilket i 2022 var steget til 4,5 gram fosfor per kilo tørstof.

- I de seneste år skyldes stigningen nok non-GMO-fodring, hvor man bruger mere raps og mindre soja, for raps indeholder mere fosfor end soja, siger han.

Hvis man derimod kan tilrettelægge en fodring og energieffektivitet, der giver mindre fosfor i gødningen, kan man korrigere normtallene, så man kan bruge mere husdyrgødning per hektar og undgå at skulle finde så store ekstraarealer.

- Hvis man ikke kan få flere arealer at sprede gyllen på eller afsætte den til andre, kan man se på foderplanen. Alternative kraftfodermidler som hestebønner og kornbærme kan være med til at sænke fosforindholdet. Det samme kan et lavere proteinniveau, ligesom man kan bruge urea i foderet, når råproteinindholdet er lavt, siger han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.