Kvikke lærerinde-køer skal lette landmandens arbejde

Svenske forskere undersøger, om landmanden kan nøjes med at lære en enkelt ko op i nye rutiner, som så lærer fra sig til de andre køer i gruppen.

Kan køer lære af hinanden?

Det spørgsmål stiller en gruppe forskere ved SLU, Sveriges Lantbruks Universitet, og for at blive klogere på emnet vil de over en fem ugers periode i denne sommer lave forsøg med køer.

Bag forsøgene ligger en alvorlig problemstilling, nemlig at køer kan være farlige at arbejde med for de ansatte, fortæller netavisen atl.nu.

"Vi har ingen resultater endnu, men vores hypotese er, at man kan nøjes med at træne en ko i gruppen, og så kan de øvrige lære af hende," siger Johanna Stenfelt, som er master-studerende ved SLU.

Forsøg med paraply og labyrint

I et af forsøgene oplæres en ko i gruppen til at forstå, at en udslået paraply ikke er farlig. Når gruppen af køer så er samlet, foldes en papaply ud. 

Forskerne vil så studere, om køerne lærer af den ko, som er trænet til ikke at udvise frygt for paraplyen, og om de udviser mindre frygt end en kontrolgruppe.

I et andet forsøg bygges en labyrint, og i midten stilles en spand med foder. Køerne har trænet med spanden tidligere, og ved at den indeholder noget godt at æde.

Forskergruppe undersøger så, om køerne kan blive hurtigere til at nå frem til spanden, hvis de forinden har haft lejlighed til at se på en ko, som tidligere har øvet sig i labyrinten, og allerede kender den hurtigste vej til spanden.

Fordel på automatiserede og digitale landbrug

Forsker Maria Vilain Rørvang. SLU, påpeger at det med bedrifter, der i stigende grad er automatiserede og digitale, vil det være en gevinst for landmanden, hvis han kan nøjes med at oplære en enkelt ko i stedet for at træne hele gruppen.

For at afdække denne mulighed er det vigtigt, at undersøge hvordan køerne påvirker hinanden, og hvordan de kommunikerer indbyrdes.

I sommerens forsøg indgår køer af racerne jersey, Holstein og SRB (Svensk rød-hvid).

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.