
Både Landsforeningen af Danske Svineproducenter og Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter foreslår nu politikerne at indføre ophugningsordninger, som man tidligere har kendt det i fiskeriet, skriver JyllandsPosten.
Forslaget kommer efter overproduktion har udløst ekstremt lave priser på.
Foreningerne anbefaler, at der indføres ophugningsordninger, som belønner landmænd, der tømmer og lukker deres stalde. Ordningerne skal få produktionen af mælk og svinekød til at falde og priserne til at stige.
Oplagring trækker bare pinen
Landsforeningen af Danske Svineproducenter afviser ideen om at indføre støtte til oplagring af svinekød. Det trækker bare pinen i langdrag, da kødet skal sælges ud af lagrene på et senere tidspunkt.
”Den eneste holdbare løsning er, at man simpelthen sænker produktionen ved at indføre en ophugningsordning, som støtter landmænd, der lukker stalde,” mener Henrik Mortensen, formand i Landsforeningen af Danske Svineproducenter.
Han henviser til en canadisk ophugningsordning, hvor landmændene fik en økonomisk belønning for at nedslagte deres avlssøer. Landmændene skulle samtidig forpligte sig til at lade staldene stå tomme i tre år.
1 pct. mindre produktion giver 5 pct. højere pris
Markedsanalytiker Karsten Flemin, Landbrug & Fødevarer, oplyser, at prisen på svinekød som tommelfingerregel stiger med 5 pct., hvis produktionen falder 1 pct.
Også Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter bakker op om en ophugningsordning.
”Vi er simpelthen nødt til at have lukket nogle stalde for at få produktionen til at falde. Nu taler politikerne igen om at hæve interventionspriserne, men det har vi prøvet før og ved allerede, at resultatet bliver kæmpe overskudslagre, som ødelægger markedet,” advarer Kjartan Poulsen, formand i Landsforeningen af Danske Mælkeproducenter.
Kjer Hansen: Vil satse på intervention
Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) vurderer, at det vil være kompliceret at administrere en ophugningsordning.
»Jeg vil hellere satse på, at vi anvender et velkendt instrument som interventionspriser, som kan virke nu og her og i en begrænset periode. Det er korrekt, at dette kan medføre overskudslagre, men der er ingen lette løsninger,” siger Eva Kjer Hansen.
Relaterede artikler
Kommentarer