Lav mælkepris presser eksport af kvier og førstekalvskøer

Eksporten af danske kvier og førstekalvskøer presses af den lave mælkepris i EU. På hjemmemarkedet afsættes køer til levebrug til et niveau ikke langt fra slagteprisen.

Danske køer og kvier har et godt ry i udlandet, men købsinteressen har fulgt med mælkeprisen ned siden sidste sommer. Det er stadig muligt for de danske eksportører at indgå handler med kælvekvier til fornuftige priser, men der er langt mellem succeshistorierne.

Det fortæller Frederik Clausen og Martin Kristensen, henholdsvis indehaver og direktør i Husdyrformidling Syd og Bovi Denmark.

»Vi står ofte i det dilemma, om vi skal sælge dansk genetik til spotpris, eller om vi skal tilråde opdrætteren at sætte de unge dyr ind og slagte de ældste køer i besætningen,« fortæller Martin Kristensen.

Han har fuld forståelse for, at nogle landmænd er pressede til at sælge - uanset prisen - men Bovi Denmark har sagt nej til udenlandske opkøbere, fordi prisen var alt for lav.

Slagteprisen styrer

Husdyrformidling Syd, som både opererer på hjemmemarkedet og eksportmarkedet, har især svært ved at opnå fornuftige priser på køer, som handles mellem danske landmænd.

»I august 2015 kunne vi sælge gode køer til 8.000 kroner stykket, som nu er reduceret til 5.000 kroner. Ofte finder vi en pris, som ligger omtrent 1.000 kroner over slagteprisen,« siger Frederik Clausen.

Han får forespørgsler fra danske mælkeproducenter, som ønsker at købe, men handlerne strander ofte ved manglende finansiering eller uvished om fremtidige priser på malkekøer.

»De, der har pengene, ved jo godt, at markedet ikke vender så længe mælkeprisen er i bund. Så en del ser tiden an,« forklarer han.

Status 2 kun til slagt

I de tilfælde, hvor besætningen har salmonella status 2 bør der sættes en slagtepris for alle dyr.

»Vi har ikke længere de samme muligheder for at afsætte salmonella-køer til udlandet, da man også andre steder skal sanere sygdommen væk,« siger Frederik Clausen, og tilføjer, at prisnedturen primært har ramt de store kvægracer.

»Jerseyracen er eftertragtet, så de holder prisen nogenlunde.«

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.