Mælkebonde fra datingprogram: Man skal huske kærligheden

Selvom landmand Claus Paakjær kæmper med den lave mælkeafregning, så har det ikke afholdt ham fra at lede efter kærligheden. Han er aktuel i datingprogrammet ”Landmand søger kærlighed" på TV2.

Når Claus Paakjær er blandt sine 80 malkekøer, så er han på hjemmebane, men efter at have været single i tre år, så skulle han prøve noget nyt. Så han tilmeldte sig datingprogrammet ”Landmand søger kærlighed”

"Jeg kunne godt tænke mig en kæreste, og så gjorde det ikke noget, at jeg også fik en god oplevelse oveni," siger Claus Paakjær til Landbrugsavisen.dk.

Claus Paakjær har overtaget gården i Vinde ud for Skive fra sine forældre, hvor han driver 60 hektar jord og har 80 malkekøer i en bindestald. Fra et tidligere ægteskab har han to tvillingepiger på 11.

Som konventionel malkebonde har Claus Paakjær været tynget af de faldende mælkepriser, men det har ikke afholdt ham fra at lede efter kærligheden midt i mælkekrisen.

"Da der blev filmet, så krævede det nogle lange dage, men jeg havde en ansat på halvtid – han tog sig af køerne, mens jeg tog mig af pigerne. Ellers har jeg ikke rigtig fokuseret på krisen, mens vi har filmet," siger Claus Paakjær.

Hjemme hos 44-årige Claus Paakjær blev der i foråret indlogeret tre kvinder, der også hjalp lidt til på gården. Claus Paakjær nævnte for dem, at det ikke går så godt for mælkebønderne lige nu. Det var de meget forstående overfor, siger Claus Paakjær.

Anderledes på TV2

Når programmet ruller over skærmen hver tirsdag kl.20, så har Claus Paakjær ikke set afsnittene inden. Han sidder og ser sig selv på tv sammen med 500.000 andre danskere.

"Det er lidt grænseoverskridende og specielt at se sig selv i fjernsynet. Jeg føler, at jeg ser lidt anderledes ud på tv, end jeg føler, jeg gør i virkeligheden," siger Claus Paakjær.

Men tv-landmanden føler ikke, at han bliver udstillet.

"Sådan som jeg bliver vist i fjernsynet, er sådan jeg langt hen af vejen er i virkeligheden," siger Claus Paakjær.

Når Claus Paakjær bliver spurgt, om han så har fundet kærligheden, så er svaret meget kort.

"Det har jeg ikke nogle kommentarer til – det må man se i programmet."

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.