Majsen buldrer af sted – vand den nu

Mælkeproducenter bør prioritere at vande majs og afgræsningsmarker lige nu.

Majsen buldrer af sted, og der er ikke udsigt til regn. Derfor bør majsen have førsteprioritet i vandingsplanen lige nu.

Det pointerer landskonsulent Martin Mikkelsen, Seges.

- Man får mest for at vande majsen og afgræsningsmarkerne, der bruger 25-30 millimeter vand om ugen lige nu. Mangler man kapacitet, må man lade slætmarkerne være, siger han.

Generelt skal majsen vandes fra tre uger før til tre uger efter blomstring, hvis der er underskud på vandbalancen. Merudbyttet er størst for at vande før blomstring.

- Det er meget vigtigt lige nu, understreger han.

Vanding kan også betale sig, selv om strømpriserne er høje lige nu. Det har landskonsulent Søren Kolind Hvid, Seges, regnet på i KvægNyt.

- Man skal huske, at afgrødepriserne også er høje. Derfor er økonomien i at vande mindst lige så god som tidligere.

Kornprisen bestemmer

For det enkelte kvægbrug vil det være forskelligt, hvad alternativet er til at vande og sikre et højt udbytte. Alternativet kan være at købe grovfoder eller at tære på grovfoderbeholdningen. Det er dog ikke gratis at tære på beholdningen af grovfoder, uanset hvor stor den er, fordi en stor beholdning efter en stor avl af grovfoder i år kan veksles til øget korndyrkning og kornsalg til næste år. Uanset hvad er det derfor i høj grad kornprisen, der bestemmer økonomien i vanding af både græs, majs og andet grovfoder. Og kornpriserne er som bekendt historisk høje, skriver Søren Kolind Hvid.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.