Overarbejde på bedriften: En tredjedel af medarbejderne er sygemeldt

Blog fra malkebedriften: Martin Mouridsen er hårdt spændt for efter at hans elev blev langtidssygemeldt.

Af Martin Mouridsen - fortalt til Frederik Thalbitzer

Jeg mangler en medarbejder. Det betyder travlhed. Jeg skal selv nå det min elev plejer at nå, for han er langtidssygemeldt, og jeg skal ud at finde en afløser for ham. De sidste 14 dage har jeg skullet nå både mit eget og hans arbejde.

Det vil sige, at jeg har eftermiddagsmalkningen oven i fodringen, og om formiddagen skal jeg nå at strø kalve og forskellige andre småting ud over det sædvanlige. Liger nu bliver det til dage på 15-16 timer.

For en bedrift på den størrelse jeg har betyder det meget, når én er syg. Er man ti kan man fordele mere, men en ud af tre, som hos mig, svarer jo til 33 procent sygemelding.

Jeg søger en ny elev. Det sker via Facebook, og der har været enkelte henvendelser, men de fleste er ikke fra elever, men udlændinge, som har været her længere end et år.

Vi har lidt problemer med at komme af med køer til slagtning og til eksport, så der er lidt overfyldt i staldene. Køerne, jeg meldte til slagtning måtte vente tre uger, før de blev hentet, der plejer kun at gå en uge. Det er noget med fyldte lagre hos slagterierne.

Corona har også sat eksporten af køer i stå, jeg plejer at sælge nogle den vej. Kunderne har jo ikke kunne rejse over grænsen og se på dem. Så hvis der er nogen derude, der mangler køer, skal de bare sige til.

Vi har haft så mange, at mælketanken er løbet over.

Jeg er lige begyndt at tilsætte syre til fuldfoderet. Det gør vi hver sommer. For første gang prøver jeg tørsyre i stedet for propionsyre. Sælgeren blev ved med at tale om det, og hvis de mængder, jeg har fået anvist, passer, er det ikke dyrere, til gengæld er det en lille smule nemmere og rarere at arbejde med.

I sidste uge oplevede vi en lille stigning i celletallet, som jeg ikke kan forklare, måske har det med foderet at gøre, men det er i hvert fald faldet igen.

Fedtprocenten er faldet en lille smule i varmen, men vi har som sagt flere liter i tanken.

Ellers er jeg gået i gang med at klippe græsset under tråden. Det gør jeg med en le, jeg synes det er nemmest. Strømstyrken på hegnet er faldet til cirka det halve, fordi græsset er så højt, så det er på tide. Det tager 3-5 timer at få det gjort, og jeg skal over et par gange hen over sommeren.

Og så skal maskinstationen i gang med 2. slæt om cirka 10 dage. Vi snakker lidt om, hvornår, det skal være, men de bestemmer, og jeg betaler jo også pr. FE, de høster.

 

Faktaboks

Martin Mouridsen

  • Ejer malkekvægbedrift ved Hanning mellem Spjald og Skjern, 29 år, blogger til Kvæg Plus
  • Overtog ejendommen i 2015 i familiehandel
  • 150 Holstein køer inkl. opdræt
  • 80 hektar hører til ejendommen, dyrker i alt 110 hektar fordelt på majs, græs og helsæd som lidt korn med udlæg
  • Ydelse: 11.600 kg EKM pr. årsko
  • Malker to gange dagligt
  • To ansatte, en elev og en fastansat
  • Maskinstation passer markerne og får fast pris pr. FE
  • Udbytteniveau 10.500 FE i majs og 8.500 i majs

Emneord PLUS, Top2 PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.