Overlæge: MRSA-liste besværliggør forskning

Risikoen for stigmatisering får landmænd til at melde fra ved MRSA-undersøgelser.

Fremover bliver det sværere at få landmænd til at deltage i forskningsprojekter om, hvordan MRSA CC398, også kaldet svine-MRSA, kan sprede sig, og hvordan den bekæmpes.

Sådan lyder det fra overlæge ved Statens Serum Institut Robert Leo Skov, efter Højesteret bad Fødevarestyrelsen udlevere sine MRSA-resultater fra 2011 og 2014.

Det skriver Dagbladet Roskilde.

"Nu har vi gårde, som melder fra og ikke ønsker at deltage, fordi de ikke vil ende på en offentlig liste. Og det vil helt klart vanskeliggøre at finde viden om emnet fremover, hvis folk er bange for at ende på en 'positiv-liste'," siger overlæge Robert Leo Skov.

Erik Larsen, formand for Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, kan godt forstå landmændene.

"Det kan få den konsekvens, at de enkelte landmænd bliver set skævt til i lokalsamfundet, og det er helt forkert," siger Erik Larsen til DAGBLADET Roskilde.

Journalist Nils Mulvad, der sammen med journalist Kjeld Hansen har fået aktindsigt i oplysningerne, fastholder vigtigheden i at offentliggøre resultaterne.

"Der er en meget stærk uenighed mellem eksperter om den rigtige måde at tackle MRSA på. Dem, der kritiserer myndighedernes håndtering, mener, at det skal være muligt at købe MRSA-fri svin. Desuden er der en tradition for at offentliggøre problemer omkring miljøet i Danmark," siger Nils Mulvad til Dagbladet Roskilde.

Nils Mulvad og Kjeld Hansen har også søgt aktindsigt i Fødevarestyrelsens 2015-resultater og vil ligeledes offentliggøre dem.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.