Pas på uvirksomme elektrolyt-præparater

Det er en urskov, når man skal vælge elektrolyt-præparat til kalvene, og mange indeholder ikke det, de skal, påpeger Trine Fredslund Matthiesen.

Når man behandler kalve under tre uger med elektrolytter mod diarré, risikerer man, at behandlingen er virkningsløs. Der findes nemlig alt for mange præparater på markedet, som ikke indeholder det, der kan hjælpe kalvene. Det påpeger kvægfagdyrlæge Trine Fredslund.

»Det er ikke nok at læse indholdsfortegnelsen, for den giver ikke altid nok oplysninger. Man er nødt til at få fat i forhandleren«, siger hun. Hun har selv henvendt sig til mange forhandlere, men de kan ikke altid gøre rede for alle specifikke egenskaber som eksempelvis SID eller osmolaliteten.

»Jeg tror, der er mange, der bruger elektrolytter, men som vil have gavn af at få at vide, hvilke produkter de skal bruge«, siger hun.

Bliver syge når pH i blodet falder

Kalve med diarré kan blive meget nedstemte, miste lysten til at drikke og i værste fald blive ude af stand til at rejse sig op. Disse symptomer er forårsaget af et fald i blodets pH. Derfor er det helt nødvendigt at få hævet pH i kalvenes blod og her er tildeling af en elektrolytblanding med de rette egenskaber den bedste løsning.

»Elektrolytblandinger skal indeholde midler, som hæver blodets pH for eksempel bicarbonat, acetat eller proprionat og det er derfor ikke ligegyldigt hvilket præparat man vælger. Derudover er det vigtigt, at forholdet mellem natrium, kalium og klorid er afbalanceret for at produktet har den ønskede virkning«, sige Trine Fredslund.

Kalvene skal have 2 liter ad gangen op til 2-4 gange dagligt afhængig af hvor meget væske kalven taber med afføringen. Det er vigtigt at elektrolytblandingen blandes i den rigtige koncentration som angivet på pakningen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.