Råd om kvæg hitter på Facebook

1650 medlemmer debatterer i facebook-gruppen ’Malkekvæg’.

Det der startede som en stille provokation af den etablerede rådgivning er på kort tid blevet et decideret hit. De to jordbrugsteknologstuderende, Anders Lau og Jens Johannsen, som i maj 2015 grundlagde facebookgruppen ’Malkekvæg’, har allerede nu budt medlem nr. 1653 velkommen på siden.

Grundfilosofien bag siden var at skabe et koncept, som gør det muligt at modtage gratis råd og erfaringer fra sparringspartnere fra samme erhverv. Det er til fulde lykkedes, mener Lau og Johannsen, som begge studerer på Erhvervsakademi Aarhus.

På siden udveksler brugerne erfaringer om alt fra håndtering af ny majs med lavt indhold af stivelse til køb af redskaber til ensilagehåndtering. Mælkeprisens udvikling får også kommentarer med på vejen.

Enkelte benytter også siden som et forum for køb og salg.

Rådgiverne er hoppet med

Anders Lau og Jens Johannsen fik siden skubbet i gang ved at tilføje deres landbrugsbekendtskaber på Facebook. Herefter fulgte flere selvstændige og driftsledere med længere erhvervserfaring, og i dag er flere af landets kvægrådgivere også blandt debatørerne på siden.

»Vi sætter en stor ære i at bevare en høj faglighed i diskussionerne,« fortæller Anders Lau, som glæder sig over tilgangen af medlemmer.

»Vi har mange tanker omkring fremtiden for siden. Over tid vil vi gøre mere ud af, at ’Malkekvæg’ bliver et endnu større supplement til den nuværende danske kvægrådgivning,« tilføjer han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.