Rejsegilde for 60 landmænds nye gylleaftager: Biogasanlægget på Nordfyn
NGF Nature Energy A/S og Nordfyns Biogas a.m.b.a. afholdt mandag rejsegilde.

Sammen med fødevareminister Dan Jørgensen og mange andre gæster holdt NGF Nature Energy A/S og Nordfyns Biogas a.m.b.a. mandag 27. april rejsegilde på det største byggeri på Nordfyn i mange år, biogasanlægget ved Bogense.

60 landbrug i Nordfyns Biogas i området får dermed omdannet deres gylle til grøn energi og effektiv gødning til markerne, og anlæggets produktion af grøn biogas vil dække flere end 6000 husholdningers varmeforbrug.

Gyllen omdannes ikke blot til grøn biogas, men vender tilbage som gødning på markerne.

Anlægget på Nordfyn er ét af de tre store biogasanlæg, som NGF Nature Energy tager i brug i 2015/16, og fødevareminister Dan Jørgensen, der var til stede ved rejsegildet, ser store perspektiver både for dansk landbrug og for den danske omstilling til grøn energi:

"Set fra min stol er dette noget af det mest progressive inden for sit område. Her ser vi, at ressourcer, som før var et problem, nu udnyttes. Det er en innovativ tilgang, der giver vores samfund konkurrenceevne i en globaliseret verden. Tak til NGF Nature Energy og landmændene her på Nordfyn, fordi vi kan bruge jer som eksempel, når vi skal fortælle om, hvad der kan gøres. I gør alt det, vi taler om, konkret," siger fødevareministeren i en pressemeddelelse.

Formanden for bestyrelsen i NGF Nature Energy, byrådsmedlem i Nordfyns Kommune, Jens Otto Dalhøj, ser frem til at levere grøn energi til kunderne:

"Det er næsten ikke til at tro, at der på så kort tid kan bygges en bæredygtig energiproduktion op af en flad mark. Det her er endnu et godt eksempel på landbrugets betydning for det danske samfund. Vi er sikre på, at biogassen bliver en vigtig faktor i Danmarks grønne omstilling. Det er nemt for kunderne, og det kræver ikke særlige investeringer bortset fra selve produktionsanlæggene. Ser vi isoleret på de to biogasanlæg, vi bygger på Fyn, vil de komme til at dække næsten 30 pct. af de fynske privatkunders forbrug."

"Vi og landmændene på Nordfyn er stolte af at være med i den udvikling," siger borgmesteren.

Biogasanlægget ved Bogense er ifølge pressemeddelelsen ét af verdens mest avancerede, koster omkring 150 millioner kroner og bygges af det danske firma, Xergi.

Emneord biogas, gylle

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.