Seges: "Kæmpe succes" at ydelsen stiger lidt, trods mange ændringer

Den gennemsnitlige mælkeydelse for danske køer er steget med 50 kg EKM det seneste år. For de enkelte racer er udsvingene dog større, viser de nye tal fra RYK.

Det er efterhånden nogle år siden, at den gennemsnitlige mælkeydelse i Danmark steg med flere hundrede kg mælk om året. Sidste år var det kun 10 kg EKM i gennemsnit, i år er det dog 50 kg EKM. Den gennemsnitlige mælkeydelse for danske køer er nu 11.092 kg EKM.

I år udmærker krydsningskøer sig dog ved at have den højeste stigning i gennemsnitsydelse sammenlignet med rene racer.

Den gennemsnitlige ydelse for krydsningskøer er steget med 86 kg EKM pr. årsko. Dermed når den nu op på 10.675 kg. Der er 31 kg mælk ekstra i tanken, men med 5 kg ekstra fedt pr. årsko og 3 kg ekstra protein.

Holstein

Ydelsen for holstein ligger nu på 11.442 kg EKM pr. årsko, og det er en stigning på 77 kg i det seneste år. Det ligger ikke så meget i de reelle kg mælk, men især i, at køerne giver 5 kg fedt mere og 3 kg protein mere.

 

RDM

Mælkeydelsen for RDM ligger nu på 10.407 kg EKM pr. årsko og er steget med 28 kg det seneste år. At det overhovedet bliver et plus, skyldes 2 kg ekstra protein og 2 kg ekstra fedt pr. ko årligt, som hæver EKM, selv om der kommer lidt færre liter mælk ud af køerne.

 

Jersey

En gennemsnitlig jerseyko har det seneste år givet 9.911 kg EKM, et plus på 52 kg. Der er 19 liter mere i mælketanken pr. ko, men 3 kg ekstra fedt og 3 kg ekstra protein hæver EKM med en halv procent.

Besætninger med blandede racer giver i gennemsnit 10.872 kg EKM det seneste år, en fremgang på 38 kg EKM. For krydsningerne er fedtindholdet steget med 4 kg og proteinindholdet med 1 kg.

Normal avlsfremgang

Ifølge Anders Fogh, afdelingsleder med ansvar for avlsværdivurdering ved Seges, er avlsfremgangen for ydelse normal.

»De udsving man ser i ydelse er en kombination af avl og fodring. Avlsfremgang sker jævnt over en lang årrække og ikke i store ryk, og vi kan se, at der har været en normal avlsfremgang siden sidste år«, siger han.

Kæmpe succes

Ifølge Niels Bastian, chefkonsulent hos Seges, ligner det en succes, at ydelsen stiger, selv om tallet ikke er stort.

»Vi er i gang med en historisk omlægning til non-gm-fodring. Samtidig har der været voldsomme udsving i fooderpriser og vi er midt i en landsdækkende kampagne for at spare protein i foderet for miljøets skyld. Alligevel stiger mælkeydelsen Det er en kæmpe succes, siger han.

Faktaboks

Ydelseskontrol

  • Mælkemængden er på 10.518 kg/år. Omregnet til EKM er resultatet 11.092 kg. Det er 50 kg mere end i 2019-2020.
  • Der er i alt 504.049 årskøer med i det endelige resultat. Det er 9.776 færre end året før.
  • Antallet af driftsenheder er 2.132 stk., 130 færre end året før. Gns.-størrelsen på en bedrift er 236 køer. Et plus på 9 stk. 
  • Andelen af køer og driftsenheder i ydelseskontrollen er 90 pt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.