Svensk landbrug: Så meget koster tørken per kilo kød

Svenske LRF opfordrer forbrugerne til at betale bare et par ekstra kroner, hvis de vil beholde svensk kødproduktion.

Sommerens barske tørke i Europa koster også de svenske landmænd dyrt.

Og nu har den svenske landbrugsorganisation LRF gjort op, præcist hvor meget det koster - målt i kilo slagtevægt.

For en svineproducent har tørken øget omkostninger til strø og foder med mellem 4 og 5 svenske kroner (2,8-3,6 danske kroner) per kilo slagtevægt.

For producenterne af oksekød stiger omkostningerne med 6,5-10,5 danske kroner, mens det for lammeproducenterne koster hele 8,5-18,5 danske kroner ekstra for hver kilo lam, der køres til slagteriet.

"Effekterne bliver så store, at vi risikerer en udslagtning af svensk kødproduktion", advarer LRF Kød i en pressemeddelelse.

Forbrugere skal købe svensk

LRF opfordrer man til, at de ekstra omkostninger for landmændene kompenseres ved, at forbrugerne betaler et par kroner ekstra for et stykke kød.

"Meromkostningerne ude på gårdene svarer til, at man betaler en krone ekstra for en svinekotelet, 2,5 danske kroner per bøf og 4 kroner per lammefilet", skriver organisationen og angiver samtidig, at man oplever, at forbrugerne gerne vil støtte op om de svenske landmænd.

Netop det at øge efterspørgslen på svensk kød er en af hovedpointerne fra LRF.

Her ønsker man krav til det offentliges forbrug af kød, samt en frivillig mærkningsordning på restauranter, der kan gøre det mere muligt at tage aktive valg af svensk kød.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.