UK-mælkeproducenter kan få bøder for at skære i produktionen

Først havde et mejeri for meget mælk, så de indførte kvoter. Nu vil de give bøder, hvis landmændene ikke producerer nok.

Det kan ikke være helt enkelt at være leverandør til det britiske mejeri Freshways.

Først indførte det privatejede mejeri, der har produktion i det vestlige London, A- og B-kvoter for at skrue ned for produktionen hos deres leverandører.

Nu, få måneder senere, truer de så med bøder til de landmænd, der ikke leverer den aftalte mængde. Det viser et brev til leverandørerne i sidste uge.

»De bedrifter, der producerer en lavere mængde liter end aftalt per uge, kan blive straffet,« lyder det i brevet, som mediet Farmers Guardian refererer.

Freshways skriver, at mælkemængden er faldet »som en blyballon«, men at de tror på, at de vil være i stand til at øge mælkeprisen til deres leverandører inden for den nærmeste fremtid.

Hvor meget bøden i givet fald vil være, melder brevet intet om. Heller ikke, hvor meget Freshways pris for A-mælk er på nuværende tidspunkt.

Vrede fra landmænd

Meldingen refereres også af Ian Potter Associates, et firma, der lever af at overvåge det britiske mejerimarked, hvor der er langt flere aktører end på det danske.

Ian Potter skriver, at Freshways forventer at betale en pris på 25 pence per liter, eller 2,20 kroner for B-mælk i juli. Han nævner dog også, at nogle mejerier reelt kan opgive høje, fiktive B-priser, fordi de ved, at deres producenter ikke er i stand til eller villige til at producere B-mælk i den givne måned.

Samtidig påpeger han, at systemet med A- og B-kvoter efterhånden misbruges af flere mejerier, og at det derfor snart vil have et meget dårligt ry.

Freshways melding fik flere landmænd til tasterne på Twitter.

Også formanden for den britiske landmandsorganisation NFU’s mejeriudvalg Michael Oakes udtalte, at han håbede, at mejerier og landmænd snart ville få et »more grown up relationship«, altså et mere fornuftigt og ligeværdigt forhold til hinanden.

»Nogle mejerier vil både blæse og have mel i munden, mens landmændene må tage hele risikoen og (de økonomiske, red.) smerter,« konstaterede han.

Ifølge sin hjemmeside køber Freshways pt. 200 mio. liter råmælk årligt direkte fra landmænd.

Så sent som i marts opsagde Freshways syv store bedrifter i West Wales med en mælkemængde på 40 mio. kg. Det skete med et varsel på ni måneder frem, fordi Freshways på det tidspunkt havde tabt en kunde og derfor havde for meget mælk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.