Ungt par dropper malkekøer på slægtsgården - satser på kødkvæg

Det unge svenske landmandspar Robert og Maria Gralvik lægger slægtsgården om fra mælkeproduktion til kødkvæg - og har fået økonomisk støtte til køb af tyr.

Det unge svenske landmandspar Robert og Maria Gralvik, begge omkring 30 år, overtog for fire år siden Roberts fars gård med malkekøer i det østlige Blekinge - men de satser på kødkvæg i fremtiden.

I fem generationer har familien drevet gården, som Roberts far overtog i 1975 og siden har drevet med malkekvæg og 25 hektar agerbrug.

Dyrene står imidlertid i en bindestald med 28 malkepladser, og det gør malkningen meget krævende fysisk.

Malkerobot som alternativ

Et alternativ kunne være at installere en malkerobot, men det ville betyde at de måtte ofre den bedste mark tæt på gården, og det ville give store udfordringer med foderproduktionen.

Derfor beslutningen om at satse på kødkvæg, fortæller parret til netavisen Jordbruksaktuellt.

Oven i har de fået tilskud på 25.000 svenske kr. fra staten til købe en Simmentaler-tyr med god stamtavle, og det talte naturligvis også på positivsiden.

Ny stald til 80 ammekøer

Parret er nu i færd med at lægge sidste hånd på en ny stald med 80 stipladser til ammekøer. Noget af arbejdet har de selv udført, blandt andet lægning af kabler til el og vand.

De er også i færd med at opbygge kødkvægbesætningen, og planen er at nå op på 75 kælvinger om året. Sidste vinter fik de otte kalve, i år bliver det til ni, og næste vinter håber de på 40.

"Vi vil prøve at lave ammekøer af blandet race og se, hvordan det fungerer. Alle malkekvæg, som nu er drægtige, er det med en tyr af kødrace," fortæller Robert Gralvik.

Han fortæller, at de har 15 renracede Hereford-dyr, og at de har haft en Hereford tyr i to år.

Den nyindkøbte Simmentaler-tyr til 27.500 svenske kr., med navnet Romeo, er født i 2017.

Støtte til køb af tyr

Tyren er købt med økonomisk støtte fra Projekt Romeo, der er et samarbejde mellem de svenske kødkvægproducenter, landmandsorganisationen LRF og McDonalds.

I hele Sverige er der givet støtte til køb af 100 tyre. Målet er at opnå en større indenlandsk produktion af oksekød.

Det har ikke stået skrevet i stjernerne, at det unge par, som har tre børn sammen, skulle drive landbrug. For ti år siden arbejdede Robert som elektriker og Maria som tandtekniker.

Men Roberts stigende lyst til overtage slægtsgården og Marias kærlighed til livsstilen på landet gjorde udslaget.

sbu

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.