Utopi eller fremtid: Dansk mælkeproduktion helt uden udenlandsk soja?

Det er slet ikke utænkeligt, at vi kan producere dansk mælk uden indkøb af udenlandsk soja, mener ugens klummeskribent på Kvæg Plus.

Den er de fleste fodringsrådgiveres ven. For enkelte en fast basisingrediens og for andre det punktum, som fuldender ratiuonen og arbejdet med at optimere.

Det er sojaskråen, jeg tænker på.

I denne tid er fodermidlet voldsomt i vælten bl.a. på grund af de massive afskovninger, som finder sted i forsøget på at skaffe større areal at dyrke soja på. Forskere fra Københavns Universitet bekendtgjorde tidligere på ugen et regnestykke, der viser, at det danske forbrug af soja og palmeolie medfører en CO2-udledning på syv mio. tons. Udviser vi stor klimakarma og kun indkøber soja og palmeolie, som er såkaldt afskovningsfrit, vil importens klimabelastning falde med fire mio. tons CO2. 

Jeg har ikke svært ved at forestille mig, at det bliver os pålagt at købe afskovningsfrit soja. Dansk mælkeproduktion rykker ret markant på bl.a. nonGM-dagsordenen i år og næste år, og der er en vedvarende politisk bevågenhed rettet mod vores indkøb udefra den store verden.

Arla er som en af meget få gået forrest ved at købe kreditter, som kompenserer for, at den opfodrede soja ikke er garanteret afskovningsfri. Når først det bliver muligt at få afskovningsfrit soja i de mængder, vi skal bruge, trykker mejeriet nok hårdere på kravene til foderindkøb.

Der findes også alternativer og nytænkning i forhold til at skaffe proteinet fra andre kilder. Det er græs-raffineringsprojekterne et godt eksempel på, og de bliver endnu mere interessante nu, hvor virksomhederne bygger 'rigtige' anlæg og starter produktion op. Ad den vej skal vi nok få skaffet noget dansk protein.

Danish Agro er også godt i gang og forleden kunne de præsentere et nyt økologisk kvægfoder, hvor hovedingrediensen er danskproduceret protein. Godt nok tillader de europæiske proteinkilder i form af rapskager og græsprodukter, men linjen mod 100 pct. dansk er lagt.

Tilbage står, hvad dyrene siger til de nye fodermidler? Kan de leve og producere uden importeret sojaskrå? Jeg tillader mig at tro på, at det kan de godt. Hvad tror du? Giv gerne din kommentar herunder.

Peter W. Mogensen, journalist og kvægfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Kvæg samt Kvæg Plus

Faktaboks

I den ugentlige klumme på Kvæg Plus, "Ugen på spidsen", sætter Peter W. Mogensen og Frederik Thalbitzer, journalister og kvægfaglige redaktører på LandbrugsAvisen, magasinerne Kvæg og Kødkvæg samt Kvæg Plus, kvægugen i perspektiv.

Klummen er udtryk for skribentens personlige synspunkt, og udtrykker ikke nødvendigvis bladhusets holdning.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.