Vaccine reducerede dødeligheden med 75 procent

Thomas Antonsen skar dødeligheden ned fra 11 procent til 2,4 procent, da han begyndte at vaccinere kalvene. Det giver både tilvækst og mere dyrevelfærd.

Når de kalve, som Thomas Antonsen feder op til Himmerlands Kalv, kommer til verden ude hos en mælkeproducent, får de et pust i næsen med en vaccine mod lungesygdomme efter nogle uger. Og når Thomas Antonsen modtager dem cirka en måned senere, får de en opfølgende injektion. De konkrete vacciner, han bruger, hedder Bovilis Bovipast.

Kalvevacciner har vundet godt frem og vist deres værd hos danske slagtekalveproducenter, og Thomas Antonsen er begejstret for effekten.

- Jeg er gået fra 11 procent til 2,4 procent dødelighed hos kalvene, siden jeg startede med at vaccinere for 15 måneder siden, siger han.

Det svarer til, at der er 75 procent færre kalve, der er døde.

Landsgennemsnittet for dødelighed for indsatte slagtekalve var i 2021 5,5 procent - cirka det dobbelte af dødeligheden i Thomas Antonsens besætning.

læs også: Vacciner kan mindske antibiotikaforbrug
 

Samarbejde med leverandør

Han er glad for samarbejdet med de tre forskellige leverandører, han har, og mener også, at de er helt indforståede med at vaccinere.

Thomas Antonsen betaler dem 35 kroner per kalv for vaccinationen, mens det supplerende skud, de får hos ham, koster 45 kroner. 80 kroner i alt koster vaccinen, men det er den også værd mener han.

- Det er jo ikke bare det med, at vi får færre døde kalve. Det handler også om at færre kalve bliver syge. Og så er det meget sjovere at have raske dyr, end at skulle gå og sprøjte dem med medicin, som jo heller ikke er gratis, uddyber han.

Mere end økonomi

Thomas Antonsen kan ikke sætte helt præcise tal på økonomien i det, men er ikke i tvivl om, at den er positiv, og at dyrene generelt har det bedre.

Ideen til at komme i gang med vaccination fik han i sin erfagruppe, hvor andre havde god erfaring med det, og hans slagtekalverådgiver var også oppe på dupperne.

Vaccination gør det dog ikke alene. Vigtigt er det også, at kalvene har en vis alder, før de kommer ud til Thomas Antonsen, så de er mere robuste.

- Jeg modtager ikke kalve, der ikke er mindst en måned gamle og vejer mindst 60 kilo, for så er de ikke robuste nok til at skifte miljø, siger han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.