Driftsleder for 600 køer: Sådan behandler vi malkekøer og goldkøer i varmen

Varmestress hos køerne skal tages alvorligt og ikke undervurderes, påpeger kvægrådgiver Lene Jørgensen, LandboSyd.

Det er ikke kun os mennesker, der sveder i varmen for tiden, hvor temperaturen i dagtimerne ligger omkring 30 grader, og selv i nattetimerne kan temperaturen være oppe omkring 20 grader. 

Køerne lider også under denne hedebølge, der har ramt Danmark i disse dage, og de bruger en masse energi på at holde kropstemperaturen nede. Energi, der hellere skal bruges på mælkeydelsen. 

Kvægrådgiver, Lene Jørgensen fra Landbosyd, siger om varmesituationen: 

"Indtil nu har den høje temperatur i dagtimerne ikke været så alvorlig, fordi køerne har haft en optimal nedkøling i nattetimerne, hvor de også spiser mere.

Nu hvor temperaturen også er høj i nattetimerne, er der ingen periode med nedkøling. Det gør situationen en del mere kritisk.", fortæller hun. 

Tykke haser, mastitis og manglende ædelyst

På Bjolderupgård i Sønderjylland, er Jeppe Ottosen driftsleder. Det har han været i tre og et halvt år.

I deres kvægbesætning har de høje temperaturer utvivlsomt haft sundhedsmæssige konsekvenser for dyrene.

Jeppe Ottosen fortæller om en større forekomst af mastitis, tykke haser og energiunderskud, som følgevirkning af nedsat appetit. Han mener  foderindtaget er reduceret med omkring 15 pct.

Risikoen for sygdom og benproblemer er især størst hos besætningens svage køer, der kan være immunsupprimerede af diverse årsager. 

Mens varmen gør både dyr og medarbejdere svedige, forsøger driftslederen ihærdigt at forebygge sygdomsforekomsten og ydelsestabet:

" Vi prøver at gøre foderet mere energirigt ved at skrue op for kraftfoder og ned for ensilage. Yderligere tilsætter vi flere mineraler til foderet for at opretholde elektrolytbalancen. Rent drikkevand i rigelige mængder er klart noget af det vigtigste", fortæller Jeppe Ottosen

På nuværende tidspunkt anslår Jeppe Ottosen, at ydelsesfaldet ligger på fire til frem pct. 

Goldkøer må ikke glemmes

Lakterende køer er under et højt ydelsespres, hvilket gør dem ekstra sårbare i forbindelse med eksterne påvirkninger som varmestress. 

Det er dog ikke ensbetydende med, at goldkøerne skal nedprioriteres, pointerer kvægrådgiver Lene Jørgensen.

Høje temperaturer påvirker nemlig goldkøerne lige så meget, hvor konsekvenserne blandt andet kan ses som kortere drægtighedslængde, kalve med lavere fødselsvægt og dyk i ydelsen i den efterfølgende laktation, forklarer Lene Jørgensen.

"Man ser måske ikke et problem hos goldkøerne nu og her, men efter længere tid kan problemerne begynde at opstå", kommenterer hun.

På Bjolderupgård går goldkøerne i kviestalden, der har gode ventilationsforhold på grund af staldens åbne sider. De ligger i kummer med gyllefiber som liggeunderlag. 

14 dage før kælvning bliver koens liggeunderlag skiftet ud med sand, der har en større kølende effekt end gyllefiberen. 

Jeppe Ottosen ser allerede følgevirkninger af varmestressen hos goldkøerne, hvor han oplever tilbageholdt efterbyrd efter næsten hver tiende kælvning. 

Ædelysten hos goldkøerne er også reduceret med lidt over en tiendedel. 

Udover kølende liggeunderlag i form af sand hos de højdrægtige køer, har goldkøerne fri adgang til rent drikkevand i store vandtrug.

Foderet forsøges også at gøres mere energirigt for at kompensere for energiunderskuddet på grund af varmen varmen. 

Bakterier stortrives i varmen

Problemstillingerne i besætningen er en naturlig konsekvens af den intense varme, hvilket Lene Jørgensen uddyber nærmere:

"Større forekomst af mastitis skyldes især nedsat immunforsvar hos køerne, og at den høje temperatur er et mekka for bakterier, hvor E. coli bliver den største risikofaktor for yverbetændelse.", siger hun. 

Yderligere fortæller kvægrådgiveren, at benproblemer kan opstå som følge af ændret liggeadfærd hos køerne:

"Ved rigtig høje temperaturer vil køerne typisk stå op i stedet for at ligge ned, fordi det er nemmere at komme af med varmen i en stående position. Luften over dyrene hjælper yderligere også med nedkøling." 

Det belaster benene mere end normalt. 

Faktaboks

Bolderupgård, 6392 Bolderslev

  • Ejer: Erik Kristensen
  • To ejendomme med 450 Dansk Holstein køer og 150 Jersey køer
  • Driftsleder: Jeppe Ottosen
  • Har også maskinstation

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.