BL for retten i gødningssag til maj

Bæredygtigt Landbrug skal i retten med gødningssagen 19.-22. maj.

Efter to et halvt års ventetid er der nu blevet fastsat en retsdato for Vestre Landsrets behandling af Bæredygtigt Landbrugs påstand om, at de danske gødningsregler er i strid med EU's regler på området. De første retsdage finder sted 19.-22. maj.

"Disse første retsdage bliver helt specifikt afgørende for, om de danske særregler skal sættes på pause eller helt ud af kraft, mens resten af sagen viderebehandles. Det er det man juridisk kalder ’opsættende virkning’," siger Bjarne Nigaard i en pressemeddelse.

"Vi håber selvfølgelig, at dommerne i landsretten vil give os medhold i, at regler der ikke tjener noget reelt miljøformål, men som hver dag i øjeblikket er med til definitivt at kvæle mange danske landmandsfamilier økonomisk, skal sættes i bero med det samme."

En af Bæredygtigt Landbrugs påstande i forbindelse med gødningssagen er, at den danske landbrugsjord udpines år for år. Det synspunkt mener Bjarne Nigaard alle parter kan enes om, men ifølge ham er det graden af udpining, der er tvivl om.

"Vores modpart påstår, at der er tale om en mindre udpining. Vi ønsker et syn og skøn omkring graden af udpining,"  siger Bjarne Nigaard.

De syv mia. kr., som Bæredygtigt Landbrug anslår tabet i forhold til de tyske konkurrenter til at være med baggrund i de danske gødningsregler, vil kunne forrente 200 milliarder kroner, eller ca. 60 procent af dansk landbrugs samlede gæld, skriver BL.

Emneord gødskning

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.