Bonnesen: Kvælstofudvalgets rapport nært forestående

Den længe ventede rapport fra Kvælstofudvalget kommer inden jul, siger Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen.

Finansministeriets længe ventede rapport fra det tværministerielle Kvælstofudvalg er nu på trapperne.

Det oplyser Venstres landbrugsordfører Erling Bonnesen.

»Kvælstofudvalgets rapport kommer i meget nær fremtid. Og det vil sige på denne side jul,« siger Erling Bonnesen.

Opdateret bud

Kvælstofudvalget, som blev nedsat under den tidligere SR-regering, skal give et opdateret bud på den aktuelle udfordring på kvælstofområdet.

Rapportens konklusioner får dermed betydning for både forhandlingerne om landbrugspakken og for de endelige vandområdeplaner, som er udsat til første halvdel af 2016.

Tidlige forhandlinger

Erling Bonnesen vil dog ikke bekræfte, at en politisk aftale om regeringens landbrugspakke i 16 punkter også er nært forestående, selvom Socialdemokratiets Vækst- og erhvervsordfører Morten Bødskov onsdag aften tweetede direkte fra politiske forhandlinger om landbrugspakken.

»Regeringen holder møder med en bred kreds af partier, men vi befinder os endnu på et indledende og orienterende stadie,« siger han.

FAKTA:

Kvælstofudvalget er et tværministeriet udvalg under Finansministeriet bestående af embedsmænd.

Kvælstofudvalget er blevet bedt om at se på kvælstofproblematikken i lyset af den nyeste viden.

Bl.a. er der bestilt nye beregninger fra forskerne, hvor landbrugets tidligere indsats i højere grad bliver medregnet, når fremtidige reduktioner skal beregnes.

Og når de vurderer, hvor meget kvælstof et område kan tåle, ser man i dag på udviklingen frem mod 2021. I den nye rapport skal de også vurdere udviklingen frem mod 2027.

»Jeg er ikke i tvivl om, at der er forudsætninger i det faglige grundlag, som kan diskuteres, og der kommer hele tiden ny viden, som vi skal forholde os til,« sagde miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen ved Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i november.

Kilde: Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens tale ved L&Fs delegeretmøde i Herning.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.