Bornholm vil have nøgenbyg på markerne

Der er ikke mange danske landmænd, der stadig dyrker nøgenbyg - men nu skal de gamle kornsorter gøre et comeback på solskinsøen.

Den første nøgenbyg i Danmark blev fundet på Bornholm, og blev dyrket 3800 år før vor tidsregning - men efter en pause kommer planten tilbage til Bornholm. 

"Nøgenbyg er en plante med et ret lavt udbytte," fortæller Klaus H. Petersen, virksomhedsrådgiver hos Bornholms Landbrug.

"Det knuses let under tærskning, så man skal regne med et højt tab. Men vi håber på at få en høj pris for det, så det kan løbe rundt for landmanden. Det er ikke let, men heldigvis er der dygtige landmænd, som er søger en udfordring."

ris og pasta skal væltes af tronen

Ifølge Klaus H. Petersen skal nøglen til nøgenbyggen findes hos konsumbrug.

"Nøgenbyg er spændende fordi det har evnen til at erstatte meget af det ris og pasta, vi spiser. Man ser nogen gange perlespelt og perlebyg i salater, men ernæringsmæssigt er det ikke særligt imponerende - når man sliber det, mister det sine egenskaber som fuldkorn. Nøgenbyg kan koges og spises direkte fra marken uden videre forarbejdning," siger Klaus H. Petersen.

Tallerkenen skal være i centrum - modsat mange af de typer byg, vi ser dyrket i stor stil i dag, skal nøgenbyggen dyrkes til konsumbrug. Selv farverne spiller ind.

"Der er en stor farvevariation i nøgenbyggen - det gør, at der kommer en god spiseoplevelse," siger Klaus H. Petersen,

"Vi har et samarbejde med Bornholms Regionskommune, hvor de vil erstatte økologiske ris. Det er klart, der er penge at spare for dem, hvis de kan få lokale fødevarer i stedet for ris fra Kina."

Testøen i øresund

I dag kan man godt finde nøgenbyg på markedet, men på Bornholm vil de undersøge, om sorten er den rigtige.

"Vi laver en række forsøg på nøgenbyg, som har forskellig oprindelse - man kan ikke engang kalde det forskellige sorter. Vi træder helt tilbage, starter forfra, og ser om der er en bedre løsning et sted," siger Klaus H. Petersen.

Forsøgene med nøgenbyg er kun én af mange - de arbejder også med alternativ foder til gris, en hjemmestrikket integrationsuddannelse og dyrkning af durumhvede. I andre ord: på Bornholm er de altid klar på at teste og undersøge.

"Vi er en god testø, fordi vi er et helt samfund, men i lille skala - så vil man eksperimentere, er Bornholm et oplagt sted," siger Klaus H. Petersen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.