Dagbog fra Letland: Jeg sår 550 hektar vårbyg med tandsåmaskine - placerer to typer gødning

Jeg regner med at så cirka 250 hektar vintersæd om, så vi kommer op på i alt 500-550 hektar vårbyg i år, skriver Anders Zeltagrauds fra bedriften Ekoduvra med i alt godt 1.500 hektar.

Af Anders Zeltagrauds - fortalt til Lars Kelstrup

Det er endnu for tidligt at vurdere, hvor meget af vinterhveden og vinterrapsen der skal sås om.

Jeg har derfor valgt to forskellige gødningsstrategier ved den første gødningstildeling, som jeg lige er begyndt på i dag.

På de marker, hvor jeg er sikker på, at afgrøden overlever, spreder jeg 90 kg N pr. hektar, mens jeg på de marker, hvor jeg er i tvivl nøjes med 70 kg N pr. hektar.

Sneen forsvandt for et par uger siden, og i den seneste tid har vi haft frost om natten og tøvejr om dagen. Det benytter jeg til at sprede en NP 33-3 på alt vintersæden. Jeg satser på at kunne køre frem til middag.

Generelt har vinteren ikke været så hård, da vi kun har haft en lille smule sne, og det generelt ikke har frosset så meget. Der har været enkelte nætter med ned til 18 graders frost.

Det har været lidt hårdt ved det vintersæd, der blev sået sent og derfor stod svagt. Men i den seneste tid er der ikke faldet ret meget nedbør.

Vi håber derfor, at vi kan komme i gang med etableringen af vårsæden relativt hurtigt efter, at frosten har sluppet jorden.

Nye regler for MFO

Umiddelbart vurderer jeg, at 100-150 hektar ud af de 500 hektar med vinterhvede skal sås om, ligesom jeg regner med at 100-150 af de 470 hektar med vinterraps skal sås om. Til gengæld står de 100 hektar med rug, vi såede i efteråret fint.

Dermed skal jeg så 500-550 hektar vårbyg, mens jeg holder fast ved de planlagte 300 hektar med hestebønner.

Hidtil har vi kunnet bruge hestebønner som MFO.

Reglerne er dog blevet om, så vi nu hverken må sprede handelsgødning eller sprøjte hestebønnerne, hvis de skal tælle med som MFO. Til gengæld tæller én hektar hestebønner som én hektar MFO, hvis vi ikke gøder og sprøjter på arealet.

Det er også en ændring, da én hektar hestebønner tidligere har talt som 0,7 hektar MFO.

God økonomi i vårbyg

For et par uger siden leverede vi det sidste korn.

Det var foderkorn, som blev solgt for 114 kroner pr. hkg - leveret i havn.

Vi har dermed kunnet gøre sidste års udbytter endeligt op. I vårbyg avlede vi 72 hkg pr. hektar i gennemsnit, mens vi i vinterhvede 62 hkg pr. hektar.

Det er vi godt tilfreds med.

Samtidig fortæller det os, at vi ikke skal være bange for at så vårbyg. Både fordi dyrkningsomkostningerne er betydeligt lavere i vårbyg, og fordi vi med en vårsæd i sædskiftet har lettere ved at holde styr på græsukrudtet i vores pløjefri dyrkningssystem.

Sår vårsæden direkte

Ved såning af vårbyggen vil jeg ’harve arealerne op’ med vores tandsåmaskine, samtidig med at jeg placerer to slags gødninger: En NP 33-3 og en NPK gødning.

En dags tid efter vil jeg så vårbyggen med vores skiveskærssåmaskine. Jeg har købt en ny fronttank til gødning, og håber, at jeg når at få den monteret, så jeg kan placere alt gødningen i forbindelse med såningen.

Hestebønnerne sås direkte i efterafgrøderne, efter at de er sprøjtet ned med glyphosat.

Nedvisningen er af hensyn til at bekæmpe græsukrudt, da de fleste af planterne i efterafgrødeblandingen er gået til i frosten.

Faktaboks

Kort om ejendommen Ekorduva

Markplan 2017/18

Vinterhvede: 500 ha.

Vinterraps: 470 ha.

Rug: 100 ha.

Vårbyg: 230 ha.

Hestebønner: 300 ha.

 

Maskinparken:

Traktorer:

3 stk. Case STX 450-500 hk.

1 John Deere 7280 R.

1 John Deere 7710.

2 stk. Claas 820 Axion.

1 Class Ares.

1 Case 7220.

1 Case 5120.

1 JCB 4cx.

1 Merlo teleskoblæsser.

 

Høstmaskiner:

2 stk. Claas 770, 12 m.

1 Claas 580, 9 m.

2 stk. 16 ton snegle vogne (1 ny 25 m3 Hawe i EU-projekt).

2 stk. Sukup tørrier 80-90 ton 4 % pr. time total.

 

Jorbearbejdning:

Horsch Tiger, 6 m med optipak og duodrill.

Horsch Terrano FM, 6 m.

Simba XL, 7,5 m.

Væderstad Carrier, 6,5 m.

 

Såning:

Horsch Airseeder, 9 m.

John Deere 750A, 6 m.

 

Marksprøjter:

1 John Deere 5430i, 4000 liter og 24 m bom.

1 Amazone trailersprøjte, 4000 liter og 24 m bom.

1 Danfoil trailersprøjte, 4000 liter og 24 m bom.

 

Gødning

2 stk. ældre Bogballe lift spreder 2,5 ton.

1 ældre Amazone trailer 7 ton.

 

Transport

2 stk. ældre Scania lastbiler med to 48 m3 trailer plus to flade trailer til gødning og såsæd.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.