DLG: Fornyet USA-interesse i biodiesel kan drive rapspriser op

Præsident Trump sagde tirsdag, at der vil blive satset mere på biodiesel i den kommende tid.

Af Christian Dam Olesen, rapshandler, DLG

Det har været nogle hårde dage for rapsfrøene på Matif de sidste par ugers tid, fordi der har været prisfald mere eller mindre hver dag.

Rapsfrøene har primært været drevet af faldende priser - og udsigten til yderligere fald på andre vegetabilske olier og oliefrø. Tirsdag så vi dog pæne stigninger på oliefrøene drevet af nyheder fra sojaolien i USA.

Tekniske analyser på Matif-maj 2017 terminen viser, at der er plads til prisfald ned mod 400 euro på kort sigt. På nuværende tidspunkt arbejder priserne sig altså nedad. Dog vil valutaudsving og tendenser hos andre vegetabilske olier kunne ændre tendenserne – såsom sojaolien tirsdag eftermiddag.

Det ser ud til, at de europæiske importtal er tilbage på højt niveau, efter at vejret har været i bedring i produktionslandene. Der var i starten af februar udsigt til lavere import grundet logistiske problemer i produktionslandene drevet af dårligt vejr.

Det er dog stadig bekymring om EU kan opretholde den store import grundet den korte periode inden ny høst. Et fremtrædende analysebureau beholder deres estimat af den europæiske import på 2,4 mio. tons i periode januar-juni 2017. Den hidtidige rekord i perioden var sidste år, hvor importen lå på 1,85 mio. tons.

Soja

USDA Outlook Forum offentliggjorde deres estimat til næste sæsons amerikanske sojaareal i sidste uge.

De forventer et areal på 88 mio. acres, og arealet var i 2016 på 83,4 mio. acres. Stigningen er drevet af en meget favorabel majs/soja ratio (i sojabønnens favør) set fra den amerikanske landmands synspunkt.

På nuværende tidspunkt er sojaolie det svageste produkt i sojakomplekset. De seneste fald i sojaolie har dog givet stigende marginer i biodieselindustrien. Der blev dog tilført fornyet efterspørgsel til sojaolien tirsdag eftermiddag, da præsident Trump informerede sin energiadministration om, at der vil blive satset mere på biodiesel i den kommende tid. Det fik sojaolien til at reagere med stigninger på op mod 6 procent.

Der er høstet omkring 45 procent i Brasilien, hvilket er en smule foran det historiske gennemsnit. Der forventes stadig en rekordstor høst, og nyhederne ud af Argentina er stadig positive.

Palmeolie

Vi har oplevet faldende priser på palmeolie det meste af februar. Prisen er nu faldet til et fire-måneders lavpunkt.

Det er udsigter til stigende produktion i både Malaysia og Indonesien, der får markedet til at falde. Palmerne i Malaysia og Indonesien ser ud til at være ovenpå igen efter et hårdt år. Det har gjort, at palmeolien er faldet med over 10 procent siden hidtidige top.

Samtidig er der nogle markedsaktører, der stiller spørgsmålstegn ved den fremtidige eksport. Her kan det nævnes, at der er udsigter til, at eksporten i februar falder med omkring 2 procent i forhold til januar.

Råolie

Råolien bliver stadig ved med at handle i rangen 54-57 dollars, uden at der er en klar retning i markedet. Den ene dag køber investorerne olie i tillid til OPEC’s aftale om produktionsbegrænsning, og den næste dag sælges kontrakterne i takt med, at den amerikanske produktion og lager stiger.

I sidste uge steg de amerikanske lagre til 518 mio. tønder, hvilket er rekord. Siden starten af 1980’erne og frem til 2015 har lageret bevæget sig mellem 275-350 mio. tønder.

Valuta

Gældskrisen i Grækenland og valget i Frankrig har presset euroen. Samtidig blev referatet fra det sidste FED-møde offentliggjort i sidste uge.

Markedet kunne konstatere, at FED stadig har intentioner om at stramme pengepolitikken ved at hæve renten tre gange i løbet af 2017. Sandsynligheden for at rente bliver hævet i marts er dog ikke stor, hvis man skal tro referatet.

Forventning

Vi har set i de seneste dage, at priserne på rapsfrø er stærk drevet af efterspørgslen på vegetabilske olier, såsom palmeolie og sojaolie.

Hvis biodiesel-nyhederne fra USA realiseres, vil vi formentlig opleve stigende priser på oliefrøene. Samtidigt er der ingen tvivl om, at den europæiske rapsbalance er tight på gammel-høst. 

På nuværende tidspunkt ser vi ikke stor sandsynlighed for et skuffende produktionsresultat på ny-høst. Man skal dog holde øje med det europæiske vejr i slutningen af vinteren og yderligere udmeldinger fra diverse analysebureauer.

 

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg.”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.