Enkornsåning banker på i praksis

Flere maskinproducenter arbejder intensivt med enkornsåning af korn. Målet er højere udbytter og en mere ensartet kvalitet af den høstede vare.

De seneste år er der talt meget om perspektiverne ved enkornsåning. Nu begynder maskinbranchen for alvor at rykke.
Når man ser på de gevinster, der er opnået ved at så roer og majs med nøjagtig lige lang afstand mellem planterne, er det ikke svært at forestille sig, at man også kan opnå en gevinst ved at give korn samme betingelser som små ’potteplanter’.
Umiddelbart ligger der en gevinst i, at udsædsmængden kan halveres ved enkornsåning sammenlignet med traditionel såning. Denne gevinst ædes dog let af de omkostninger, der er forbundet med at oprense udsæden. 
Ved enkornsåning er det nemlig et krav, at såsæden er meget ren og ensartet.

Det kører i praksis

Horsch er en af de fabrikanter, der er længst fremme i udviklingen af såmaskiner, som kan så korn ved hjælp af enkornsåning.
»Vi har solgt fem maskiner med udstyr til enkornsåning i Danmark. I Europa kører der i alt 70 maskiner«, fortæller Arne Gejl fra Horsch-importøren Stroco-Agro.
Han tilføjer, at han i dette forår selv har sået vårbyg med det avancerede udstyr hos tre landmænd. Der er dog tale om mindre arealer, hvor der er leget med forskellige udsædsmængder.
»Teknikken virker. Vi kan så korn med nøjagtigt lige langt mellem kernerne. Det giver basis for at få en meget ensartet afgrøde. Men vi mangler at finde ud af, hvor meget udsæd vi skal så ud, for at få det optimale ud af planterne. Det varierer i forhold til både kornart og kornsort«, siger Arne Gejl.

Sundere planter

Enkornsåning har også fundet vej til Landsforsøgene.
»Vi har i efteråret anlagt et forsøg med enkornsåning af vinterhvede. Efter høst har vi forhåbentligt et mere præcist billede af, hvor stor gevinst der er ved enkornsåning, og hvor stor gevinst der er ved at oprense såsæden«, siger Lars Bonde Eriksen.
Han tilføjer, at enkornsåning giver mulighed for at reducere udsædsmængden betydeligt. Den lavere udsædsmængde får planterne til at danne langt flere sideskud. Derfor er der i Landsforsøgene lavet forsøg med to hvedesorter, som har meget forskellig vækst.

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.