Planteavlsbrug tilpasser maskinparken markant i treårig plan

Blog fra planteavlsbedriften: På Seinhuus Gods på Stevns er driftsleder Alexander Petersen i gang med en treårig investeringsplan, der skal modernisere maskinparken.

Af Alexander Pedersen, driftsleder - fortalt til Stig Bundgaard

Vi er for tiden i færd med at tilpasse maskinparken til godsets markbrug på 330 hektar.

Konkret betyder den tre-årige investeringsplan, vi har lavet, og som vi nu er i færd med at føre ud i livet, at vi barberer antallet af maskiner markant ned i forhold til i dag. Samtidig går vi fra ældre maskiner til nyere brugte maskiner med moderne funktioner som fx gps og sektionsluk.

Tidligere har godset haft et traditionelt sædskifte med frøgræs-hvede-raps. Det ændrer vi nu på, og går efter et større areal med spinat og frøgræs, mens vinterraps ryger helt ud af markplanen.

Der har tidligere været løgavl på godset, og derfor kan vi vande de fleste af markerne, så jeg er ikke så bange for at have et stort areal med spinat, selv om vi skulle få et tørt år igen som i 2016 og 2018.

LAVER VORES EGEN MASKINANALYSE

Vores plan er at holde maskinsaldoen på under 10.000 kr. pr. hektar.

Jeg har ikke tal for vores maskinomkostninger, og derfor er vi her fra januar begyndt med time-sag-styring og registrering af vedligehold og reservedele. Så vil vi på samme tid næste år have et klart billede af, hvor store maskinomkostningerne er, og hvordan arbejdstiden er fordelt mellem mark, skov og vedligehold af udlejningshuse.

Jeg kan se, at vi bruger meget tid på at holde hjemme på værkstedet og reparere maskiner. Det gik godt i 2018, hvor der grundet vejret var rig mulighed for at få høsten i hus og vintersæden i jorden, men vi skal være klar til et 2019, som forhåbentligt ikke bliver lige så tørt.

Helt overordnet er målet med investeringsplanen ikke at få så lave maskinomkostninger som muligt, men derimod at udføre et godt håndværk i marken til en fornuftig pris.

TRE TRAKTORER i fremtiden

Vi har i dag en del traktorer af ældre årgang, primært New Holland og Fiat. Planen er, at vi fremover kun skal have tre traktorer.

Konkret vil vi beholde en af de nuværende traktorer, mens vi bytter os til to nyere brugte 3-5 år gamle trækheste, så traktorflåden kommer til at se således ud:

• Traktor 1: 120-140 hk med gps-styring.  Skal spændes for marksprøjte, enkornssåmaskine og radrenser i spinat. Kommer til at køre mange timer.
• Traktor 2:  220-240 hk. Skal spændes for såmaskine, bigballepresser, gødningsspreder og plov om vinteren.
• Traktor 3: 165 hk (beholder fra gamle maskinpark). Skal spændes for kornvogn, plov om efteråret og forårsharve.

PÅ UDKIG EFTER AMAZON MED SEKTIONSLUK

I dag har i en gammel, outdated og slidt Lindus-marksprøjte. Den vil vi gerne skifte ud med en brugt Amazon UX 6200, hvor toppen er taget af prisen.

Amazon-sprøjter er der en del af på markedet fra årgang 2011,2012 og 2013, dengang de blev købt med tilskud. Nu er de ved at komme retur igen til forhandlerne i bytte for nye sprøjter som fx Horsch og John Deere. Med så mange solgte Amazon-sprøjter vil jeg mene, at de er velfungerende, og så er det også nemt at skaffe reservedele.

Det er vigtigt, at sprøjten har sektionsluk. Vi går desuden efter en tankkapacitet på mindst 5.500 liter, fordi vi har store marker på op til 25-50 hektar, og efter en bombredde på 24 eller 36 meter for at det passer med spinat.

PLOV OG ENKORNSSÅMASKINE

Det er også skiftetid for flere andre maskiner og redskaber

Vi pløjer hele markarealet minus flerårig frøgræs og efter spinat. I dag har vi en halvbugseret syvfuret plov. Den vil vi udskifte til en mindre model, en liftophængt femfuret, så vi har to traktorer der kan trække ploven.

Forårsharven, vi har nu, kunne jævne marken bedre af, og det er ret vigtigt ved såning af spinat og udlæg af frøgræs. Derfor skal vi have indkøbt en ny harve med slæbeplanker.

Vores pudser til frøgræsset, en Spearhead årgang 1998, skal udskiftes. Den bytter vi ud med en slagleklipper, som er bedre end en rotorklipper til at pudse frøgræsmarker i bund.

Et nyindkøb er en brugt 12-rækket Stanhay-enkornssåmaskine til såning af spinat. Tidligere har det været en maskinstationsopgave. Nu vil vi være sikre på at kunne så de rigtige dage, hvis såvinduet fx er begrænset til tre dage.

Faktaboks

Alexander Pedersen

• Uddannet agrarøkonom, blogger til Mark Plus

• Driftsleder på Seinhuus Gods på Stevns siden sommeren 2018

• 330 ha agerjord, JB 6-7

• 250 ha skov, udlejningsboliger

• Markplan: 119 ha vinterhvede, 100 ha maltbyg, 52 ha spinat til frø, 38 ha rødsvingel

• Ansatte i markdriften: Driftsleder, maskinfører og til sommer en høsthjælp

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.